hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

udtrykte tilsyneladende velvilje over for nationalsocialismen. Det gjaldt
også over for højskolefolk. Fyns Socialdemokrat skrev således, at de højskolefolk,
der var “faldet på maven for terrorismen og Hitler-banderne mod
syd”, heldigvis kun var “de enkelte tilfælde, små, sygelige, men uskadelige
skud fra en sund stamme”. 129 Sådan var debatklimaet i 1930’ernes
Danmark. Heller ikke C.P.O. Christiansen slap for gentagne beskyldninger
for nazisme. 130
Ifølge Frede Nielsens opfattelse var de borgerlige nordslesvigske avisers
holdning farlig, fordi nordslesvigerne endnu ikke var fast forankrede
i den samme demokratiske tradition som det øvrige land; “de havde ikke
fundet helt og absolut den demokratiske balance, og netop derfor var en
journalistik og politik som den, store dele af den nordslesvigske presse
kastede sig ud i, så farlig og beklagelig”. 131 Der måtte ifølge Frede Nielsen
bakkes 100% op bag ved det parlamentariske demokrati, for ellers risikerede
navnlig de unge at glide over til nationalsocialismen.
Frede Nielsens frontalangreb mod den samlede nordslesvigske presse
– og forresten også Jyllandsposten, som kaldtes et “nazi-inficeret blad” 132 ,
sætter kritikken af Flensborg Avis i relief: Flensborg Avis adskilte sig i en
sådan optik ikke stort fra de øvrige borgerlige aviser. Alligevel var der
en væsensforskel: De øvrige borgerlige avisers stærkt kritiske holdning
over for regeringen og den deraf ifølge Frede Nielsen følgende “svækkelse
af den demokratiske front” var til dels en følge af positionen som
oppositionsaviser. Når den konservative Jydske Tidende eller venstreavisen
Dannevirke angreb den “radikal-socialistiske” regering, så var det for en
stor dels vedkommende et led i det indenrigspolitiske partitaktiske spil.
På helt samme måde som det for Frede Nielsen var et led i det partipolitiske
spil at beskylde de borgerlige aviser for nazisme.
Det var Flensborg Avis’ målsætning så vidt muligt at holde sig uden
for partipolitik. Når den fremhævede dele af nationalsocialismen som efterlignelsesværdig,
så skete det i grunden ud fra helt de samme motiver
som Frede Nielsen: Også for Flensborg Avis gjaldt det om at forhindre de
unge i at glide over i nationalsocialismen – som altså formentlig øvede en
stærk tiltrækning på netop de unge. Det var lige akkurat derfor, de demokratiske
partier skulle tage ved lære at nationalsocialismen: For at holde
de unge inden for – om ikke den demokratiske, så i hvert fald den danske
front. For Flensborg Avis var det næsten det samme.
Det er karakteristisk, at socialdemokrater og kulturradikale på mange
måder forholdt sig til Det unge Grænseværn som de forholdt sig til Flensborg
Avis. Socialdemokrater, radikale m.fl. så også med mistro på DuG,
hvis højskolegrundtvigianske udtryksmåde med hang til allitterationer
og anden sagastil efter deres mening grænsede til bragesnak eller det, der
var værre – nemlig nazisme. 133 Der var i disse kredse en instinktiv uvilje
imod en organisation, der brugte “gamle fraser” om Skræp, der skal klinge
i stedet for at sige: Kom og hjælp os imod nazismen! Det var nøjagtig de
samme indvendinger, som man havde mod Flensborg Avis. DuG blev lejlighedsvis
betragtet som inficeret med nazisme, dets tidsskrift Folkung sammenlignet
med det nazistiske tidskrift Jung Roland, og dets nordiskhed og
303