hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Den 6. maj 1940 gengav Flensborg Avis på lokalsiderne telegrammet fra
Politiken under overskriften “Kaldet bort” og med indledningen “Gennem
Politiken for lørdag, som i går kunne købes i Flensborg, erfarede redaktionen
følgende meddelelse, som den ikke havde fået underretning
om på anden måde”. Efter telegrammet var der en henvisning til “artiklen
øverst på bagsiden”. Denne artikel var en nekrolog, skrevet af Ernst
Christiansen, men usigneret, uden anden overskrift end et lille kors. Der
nævnes ingen navne i nekrologen, og alene denne kendsgerning taler for,
at selvom Ernst Christiansen ikke kendte forbudet mod anden omtale af
Laustens død end som en uændret gengivelse af Udenrigsministeriets
meddelelse, så var han dog klar over, at han her betrådte en farlig sti.
Men tanken om ikke at mindes sin unge lokalredaktør siden 1933 – søn af
faktoren, der siden læretiden i 1889 og indtil sin pensionering i 1939 havde
arbejdet i avisens trykkeri – har formentlig forekommet Ernst Christiansen
umulig. I nekrologen hedder det:
“Sindet må være stærkt for at stå denne tid igennem. Er det stærkt nok til at give
sin egen skæbne helt i forsynets ånd, så slides der i det af folkets skæbne, af menneskeslægtens
skæbne, og ind i mellem kommer måske helt uventet og lammende
budskab om en kammerat – som du så vokse op fra lille pog til mands gerning
– uden at du kunne få noget nærmere at vide, nogen forklaring. (...). Meget skal
bæres i denne tid og bæres tavst, hvor det ikke er vort embede at fælde nogen
dom. Men ét må siges i en sådan afskedsstund, at det menneskeliv, som her brat
er afsluttet, fra vuggen til graven var fyldt af en ildfuld sønderjysk kærlighed til
fædrelandet, folk og flag, af den inderste vilje til at tjene dem som en god søn, der
gerne vil gøre dem ære. For denne kærligheds skyld fortjener han, at den rødhvide
dug, som for ham var indbegrebet af alt stort og skønt hernede, sænkes i et
sorgfuldt farvel til én, vi kun har kendt som en god kammerat, til én, der længtes
såre, men ikke nåede hjem. Så går flaget til tops igen, thi livet skal leves. Og du,
der lever, må kæmpe videre for det, der var din bestemmelse at få kær, da du
kom til verden”.
I nekrologen tages der ikke stilling til spionanklagen, men det skinner
dog tydeligt igennem, at forfatteren har mere end vanskeligt ved at tro
den. Laustens fædrelandskærlighed hyldes, og en forudindtaget læser
kunne få det indtryk, at uanset hvad Lausten end havde gjort, så havde
han kun gjort det, hans samvittighed bød ham at gøre for Danmark! 46 Redaktør
Christian Refslund beskrev i et brev til Ernst Christiansen 7. maj
1940 reaktionerne i Tønder:
“Tak, tak for mindeordene i dag! De har varmet mange sind, givet udløsning for
meget. Jeg selv har i går og i dag stærkere, meget stærkere end før erfaret, at det
er i de store sorgens stunder, at det bedste gror frodigst, at hjertet slår varmest og
ædlest. Der bølger en sympati gennem gaderne derude, der vokser noget stort og
smukt frem i manges, sikkert især unges sind. Og den tapreste, den mest sjælsstore
er hende, der allermest er knuget derude. Hun er simpelthen beundringsværdig
i hendes bomsikre tro og kærlighed. Meget, meget stort og smukt kunne
siges til alt det andet”. 47
Den 7. maj 1940 ringede politiet til redaktionen og meddelte, at gårsdagens
nummer var lagt under beslag. Man ville vide, hvor mange eksem-
847