hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

holstenske ønsker om at berøve det danske mindretal dets organ. Men at
hr. L.P. Christensen og hans medarbejdere efter det passerede vil blive
dobbelt strengt overvåget af de Ernst Schrøderske kredse, tør betragtes
som givet”. 104 Man havde ikke fra Danmark kunnet blande sig i sagen,
men der er dog grund til at formode, at den tyske interesse i at opretholde
samarbejdspolitikken i Danmark har spillet en vis rolle i de berlinske
overvejelser med hensyn til Flensborg Avis’ skæbne. For hvordan man end
vendte og drejede det, hang Flensborg Avis sammen med det dansk-tyske
besættelsesarrangement. Tysklands – og da ikke mindst Auswärtiges Amts
– interesse i et godt forhold til Danmark forøgedes efter besættelsen, og
da tyskerne i slutningen af 1940 besluttede sig for at holde fast i den danske
samlingsregering foreløbig, gjaldt det om ikke at belaste samarbejdspolitikken
unødigt. Et forbud mod Flensborg Avis eller påtvingelsen af en
nazistisk redaktør ville udgøre en sådan belastning.
Der er næppe tvivl om, at Kronikas utrættelige arbejde og stadige bearbejdelse
af sine kontakter i Berlin har været afgørende for Flensborg
Avis’ fortsatte eksistens. Han var atter og atter i stand til at korrigere og
nuancere de beskyldninger og fremstillinger, der efter alt at dømme er
strømmet til Berlin fra Flensborg og Kiel. Talrige taknemmelige breve fra
avisens medarbejdere vidner om betydningen af hans indsats. Men der er
også grund til at tro, at Kronika fik det indtryk, at L.P. Christensen skulle
være en overgangsfigur; at chefredaktørstillingen hjemme i Flensborg ville
blive hans, når krigen var bragt til ende. 105
15.6. ”Ernst Christiansen er død” – februar 1941
I den første tid efter sin ufrivillige pensionering fandt Ernst Christiansen
nogen adspredelse i sine daglige spadsereture, og han benyttede sig af sin
påtvungne lediggang til at aflægge besøg hos danske familier og navnlig
ældre mindretalsmedlemmer. Tilsyneladende var han også en flittig
foredragsholder i mindre sluttede selskaber. Men der blev holdt øje med
ham: I en tilbageskuende Lagebericht fra overborgmesteren i Flensborg til
regeringspræsidenten i Slesvig den 23. april 1941, få måneder efter Ernst
Christiansens død, hedder det, at den tidligere chefredaktør Ernst Christiansen
“efter god dansk grænseskik” havde gjort det til sin opgave personligt
at besøge de spredt og enkeltvis i Sydslesvig boende danske familier
og “at befæste dem nationalt. Han har derved, som jeg erfarer, udført
et omsigtsfuldt stykke arbejde, som ikke kan forfølges af os i enkeltheder,
idet det er foretaget under udelukkelse af enhver offentlighed. De danske
tillidsmænd, hvis netværk han altså tilsluttede sig, udfører jo set fra en
dansk synsvinkel et forbilledligt arbejde”. 106
Men forment adgang til bladhuset og med Gestapo som diskret ledsager
på sine spadsereture 107 blev Ernst Christiansen trist og bitter. Vandringerne
i naturen, som hidtil havde kunnet styrke ham og give ham mod og
kraft til at bære alle livets hårde tilskikkelser, rakte ikke længere. Ensom
og desillusioneret følte han sig gemt og glemt: “Jeg er ikke glad for, at der
873