hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

til at tvinge Kronika bort fra Flensborg Avis. Det havde ganske vist også
trukket op til det igennem længere tid. Kun fem uger efter Ernst Schrøders
første indberetning, blev Kronika stillet over for et ultimatum: Han
kunne ikke længere være medarbejder ved både en udenlandsk og en indenlandsk
avis, men måtte vælge én af delene. I betragtning af Flensborg
Avis’ miserable økonomi og hans begrænsede mulig heder for at skrive
frit til dette blad, var der ikke meget at betænke sig på.
Ifølge det danske gesandtskab i Berlins vurdering havde Propagandaministeriet
“åbenbart nu ikke ment længere at kunne sidde overhørig
fortsatte henvendelser” fra grænsetyske kredse. Følgelig måtte Kronika
den 30. oktober 1938 med den “dybeste beklagelse” meddele Reichsverband
der deutschen Presse, at hans medarbejderskab ved Flensborg Avis og i
det hele taget enhver forretnings mæssig forbindelse med dette blad hermed
var ophørt. Han forstod, skrev han, at det efter Reichs verbands opfattelse
var umuligt, på samme tid at skrive til udenlandske aviser og til den
i indlandet udkommende Flensborg Avis, ligesom det ikke lod sig gøre at
forbinde et medlemskab af Reichsverband med et tilhørsforhold til ikketyske
presseorganisationer. Det måtte han følgelig tage til efterretning.
Kronika ville dog i al ubeskedenhed anføre, at han i mere end 6 år gennem
Flensborg Avis havde holdt en stor del af den skandinaviske offentlighed
underrettet om udviklingen i Tyskland, og han ville gerne udtrykkeligt
fastslå, at man gentagne gange fra både tysk og skandinavisk side
havde betonet og anerkendt den positive værdi for en saglig bedømmelse
af Tyskland og national socialismen og for en forståelse mellem Tyskland
og Norden, hans medarbejder skab ved Flensborg Avis havde medført.
Kronika understregede, at han fortsat tilhørte den danske folkegruppe i
Tyskland, ligesom hans inderlige forbindelse med Flensborg Avis ikke berørtes
af det skete. Han forbeholdt sig endvidere ret til som almindeligt
medlem af mindretallet at kunne tage ordet i Flensborg Avis, ligesom han
forventede atter at kunne indtræde i Reichsverband og atter skrive i avisen,
hvis han i fremtiden skulle ophøre med at skrive til udenlandske blade.
Embedsmænd i Auswärtiges Amts presseafdeling og i Propagandaministeriet
gav over for Kronika udtryk for beklagelse over, “at det skulle
være nødvendigt med en sådan principfasthed”, og det var det danske
gesandtskabs vurdering, at “aktionen mod Kronika skyldes Ernst Schrøderske
konkurrencehensyn”.
Dette er sikkert rigtigt. Men det har formentlig også haft betydning, at
Kronika nu var ved at have udspillet sin rolle – i hvert fald i første akt.
Han havde som venligsindet korrespondent i sin naivitet medvirket til at
stikke omverdenen blår i øjnene om Hitlers fredsvilje, indtil Østrig og Sudeterlandet
var vundet og Tyskland militært var stærkt nok til at lade de
fleste udenrigspolitiske hensyn fare. Det svarede fuldstændig til udviklingen
i Tyskland i øvrigt: I slutningen af 1938 blev en række hidtil tålte
ikke-nationalsocialistiske aviser og tidsskrifter lukket. De havde tjent deres
formål i fredspropagandaen over for udlandet – men efter indlemmelsen
af Sudeterlandet var deres rolle udspillet. 114
Kronika kunne ganske vist fortsat gøre nytte udadtil, men ikke længere
763