hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

es artikel i Flensborg Avis nu for tiden”, for han havde “både ved personlige
samtaler og ved offentlige udtalelser” tydeligt mærket, at tyskerne
nord for Elben “er rasende over” at se fremhævet forskellen mellem
nordmark-tyskerne og berlin. “i lang tid forfølges Flensborg Avis med
denunciationer under hånden og i offentligheden. Det er for tiden meningen,
at man vil den til livs, og da al betryggelse i grundlov og presselov er
ophævet, har vi ikke andet at bygge på end de imponderabilier, der står
i forbindelse med den udenrigspolitiske stilling, og dette hensyn kan afgørende
svækkes ved den danske presses sensationer om tyskland. når
vi således må lægge mærke til, hvorledes den gamle slesvig-holstenske
lejr i de sidste måneder mere og mere har fået forbindelse med ledende
embedsmænd og med den officielle nationalsocialistiske presse nord for
Elben, så må stillingen siges at være kritisk, og den danske presse, som
i en sådan situation skulle vise sin solidaritet, har knap haft tid til et øjeblik
at standse ved det, der foregår, for sensationerne ude fra”. Der var
ganske vist “udmærket materiale” i Schüttes artikel, fandt Ernst Christiansen,
“men en hel del af det og ikke mindst indledningen ville vække
ny voldsom forbitrelse, hvis det kom i Flensborg Avis, og det synes mig at
være af afgørende betydning for den danske sag, at bladet bevares. vi må
derfor overlade til Dem, at foretage en eventuel offentliggørelse nord for
grænsen”. 92
Ernst Christiansen bad m.a.o. Schütte om at lade være. Han var tydeligvis
nu selv ved at være nervøs for udfaldet af Alnor-affæren. Han havde
omtrent på samme tid sendt henvendelser rundt til 16 førende danske
aviser og gjort opmærksom på sagens alvor og det øjensynlige komplot
imod grænsen og Flensborg Avis – dog uden at der var kommet noget videre
ud af det. 93
Det var nu ikke så underligt, for udenrigsminister P. Munch havde tilsyneladende
holdt et fortroligt møde med en række pressefolk – herunder
bjørn Hanssen fra Hejmdal – på hvilket han “med styrke” havde slået
på, at det ikke længere kunne gå an at fremhæve modsætningen mellem
berlin og Slesvig-Holsten så stærkt. 94
Skuffet var Ernst Christiansen i hvert fald. og han var ved at miste modet.
i to ledende artikler i Flensborg Avis den 20. og 21. januar 1937 redegjorde
han for sagen: Der havde i den senere tid “lydt kampsignaler imod
den sydslesvigske danskhed, imod grænsen og Danmark, som har gjort
gamle minder levende og fornyet gammel kamplyst, uden at grænselandets
dobbelte opgave nogen gang er tabt af syne. Hvad der er sket i offentligheden
og underhånden, har tydeligt nok røbet et brændende ønske
om at komme det danske grænseblad og dets ledelse til livs. Dermed ville
ikke alene en formentlig hindring for tysk folkelig fremrykning i nordslesvig,
men især en hindring for grænseflytningstankens vækst være ryddet
af vejen”. Situationen var efter Ernst Christiansens vurdering alvorligere
end under Påskeblæsten i 1933, for angrebet var denne gang ført på
et “bredere grundlag og delvis med mere personlig brod”. Flensborg Avis,
der ene af alle danske blade udkom under “disse særlige vilkår”, havde
været “temmelig ene” om at tilbagevise de krænkelser, der var budt bla-
553