hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Asien. “Han vil have en slags selvbestemmelsesret [hvor folkerige nationer
kan tildeles jord, forf.], men den skal ikke gælde de indfødte i andre
verdensdele. Tror han, at i længden japanerne og kineserne og inderne og
araberne med deres hundreder af millioner vil finde sig i sligt? Snarere
vil med den stigende udvikling alle folkeslag på jorden finde sig selv og
hævde sig selv stærkere end før”. Grimm forestillede sig jorden fordelt
efter folketal og dygtighed, men “hvem skal forresten bestemme dygtigheden?
Og skal et folk af al magt kunne sætte sit folketal i vejret og ved
enhver tænkelig opmuntring, ja, forpligtelse tvinge folketallet i vejret og
så på det grundlag kræve jord af naboerne?”
Hans Grimm tilsidesatte også “hensynet til fædrenejorden”, hvilket
stod i modstrid med den vægt, som det nye Tyskland tillagde blod og
jord. For man kunne vel “ikke tænke på retten til den nedarvede jord som
en tysk ret alene, og en forfatter som Grimm, der atter og atter kommer
ind på, hvad han kalder engelsk anmasselse, og fremhæver, at værst bliver
den dog, når den pynter sig med forlorne idealer, burde også tænke
på, hvilke hellige idealer hos andre folkeslag et sådant krav om stadig nyfordeling
ville krænke. Selvfølgelig ville de øge den krigsspænding, der i
forvejen findes.”
Ernst Christiansen havde dog tillid til, at “det nye Tysklands fører”
fortsat ville “føre sin ansvarlige udenrigspolitik på en måde, der ikke simpelthen
søger at virkeliggøre enkelthederne i Mein Kampf”. Ernst Christiansens
egen vej til vækst og verdensfred gik over frihandel:
“Tyskland såvel som de andre lande kan gøre en stor indsats for, at told og devisespærringer,
at en overdreven selv forsyning falder, at der igen bliver mere frit
kappestræb og fri samhandel over jordkloden. Nås der frem ad den vej, så vil tysk
dygtighed sikre det tyske folk en fremragende plads og store muligheder, medens
de krav, som Grimm fører frem om ejendomsret til svagere befolkede landes jord,
må føre til stadig fornyet krigsspænding, stadig fornyede indkredsningsforsøg og
stadig voldsommere oprustning”.
På denne meget indirekte måde var det muligt for Ernst Christiansen at
løfte en advarende finger mod Tyskland og kritisere nationalsocialistisernes
program: Der var en grænse for Tysklands udvidelseskrav; en grænse,
som – hvis den blev overskredet – ville føre til død og ødelæggelse.
Danmarks andel blev at medvirke til at mindske spændingerne:
“Det ville være den utroligste sorgløshed, om den danske offentlighed simpelthen
nu ville sprænge kløfterne mellem det danske og det tyske folk endnu bredere
og dybere, stolende på en indkredsning, som den i verdenskrigen, der dog ikke
kunne hindre det belgiske folks lidelser igennem fire år. Vort folk må værge og
uddybe sit eget, dets presse har frihed under ansvar til sagligt at melde, hvad der
foregår, til sagligt at tage afstand, men de ruder, der unødvendigt slås ind, kan vi
alle sammen komme til at betale. Vi skal ikke stole på, at sensationerne simpelthen
glemmes som den sne, der faldt i fjor. Man har set antydet i et stort tysk blad,
at de lægges i bunke. En gældspost hobes op, der måske kunne blive indkrævet
på det allermest ubelejlige tidspunkt.
463