hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

demonstrerede således netop den brede appel, som den nationale sag i
Sønderjylland besad. Ikke mindst de danske folkehøjskoler medvirkede
til udbredelsen af tanker som disse – og det har utvivlsomt påvirket de
mange unge sønderjyder, der havde ét eller flere højskoleophold som en
naturlig del af deres uddannelse. Det kan ikke andet end gøre indtryk på
et ungt menneske, når det ser sig fremhævet som forbillede for sin nation
og ser sin nationale kamp fremstillet i et sådant lys.
Der var da også i den generation, Ernst Christiansen tilhørte, en inderlig
tro på, at den nationale sag i Sønderjylland kunne være den samlende
kraft, der kunne genføde det danske folk – der altså således havde “genfødelse”
behov. Hvis ikke folket hele tiden fornyede sig, så ville det nemlig
stagnere i et fysisk og åndeligt forfald.
Denne nationale begejstringens og samlingens tid både nord og syd for
Kongeåen i årene op til 1914 vedblev for Ernst Christiansen at være en idealtilstand,
og det var dette ideal, han forsøgte at genkalde i 1930’erne; det
var sin egen ungdoms begejstring og offervilje, han havde i tankerne, når
han senere i 1930’erne forsøgte at mobilisere ungdommen syd og nord for
grænsen nationalt. Ernst Christiansen ønskede at genetablere den “sønderjyske”
vækkelse, der havde fundet sted i Danmark i hans ungdom, og som
midt under forfatningskampen havde været i stand til at samle danskerne
på tværs af partiskel, i den nye generation af danske unge.
Men én ting vedblev at skille: Unge radikale som P. Munch og C.Th.
Zahle kunne i 1908 argumentere imod forsvarssagen ud fra det standpunkt,
at de danske sønderjyders våbenløse kamp igennem en menneskealder
havde vist, at det udmærket lod sig gøre at forsvare danskheden
og dansk kultur uden militær. Heroverfor skrev Ernst Christiansen i direkte
polemik med P. Munch i en leder i Flensborg Avis den 5. juli 1908,
at forsvarssagen og den sønderjyske sag var to sider af samme sag: “Sønderjyderne
står stadig på det standpunkt, at de vil holdes uden for indre
kongerigsk politik og partistrid. Kun en sag mener de at have ret til
at tale med om. Denne sag er netop forsvarssagen”. 64 Ernst Christiansen
frabad sig altså, at sønderjyderne blev taget til indtægt i dansk partipolitik
– med undtagelse af forsvarsspørgsmålet, men da kun til fordel for
det stik modsatte standpunkt af P. Munchs. Dengang delte synet på forsvaret
danskerne – og dette spørgsmål var for Ernst Christiansen endnu i
1930’erne den helt afgørende skillelinje i dansk politik.
Første Verdenskrigs udbrud satte en brat stopper for den danske fremgang.
Straks i krigens første dage i august 1914 blev stort set hele Flensborg
Avis’ redaktion interneret. 65 Dens medlemmer blev ganske vist ret
hurtigt atter løsladt, men for flere af dem gik turen direkte til fronterne:
Journalist J.N. Jensen, der var kommet til avisen som lokalredaktør i Gråsten
i 1908, blev indkaldt i krigens allerførste dage.
Jens Nielsen Jensen (også kaldet: “Lille Jensen”) blev født i 1879 i
Østerby i Daler sogn ved Møgeltønder. Han var uddannet som mejerist
i Danmark og havde fået sin journalistiske uddannelse på H.P. Hanssens
avis Hejmdal i Aabenraa, der var Flensborg Avis’ traditionelle konkurrent
53