hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

L.P. Christensen konfererede kort med tilsynsrådets formand og næstformand,
og drog dernæst den 21. november 1941 til Kiel, hvor han havde
en længere samtale med lederen af Reichspropagandaamt, Lektor Petersen,
som L.P. Christensen fornemmede var med i aktionen. Petersen
“billigede til at begynde med fuldt ud ministeriets skridt – noget andet
kan han jo heller ikke – men syntes i løbet af tre kvarters drøftelse noget
mere tilgængelig”. L.P. Christensen hævdede under hensyn til den række
af klager helt fra Ernst Christiansens tid, der anførtes imod ham, at “man
ikke kunne lægge en mand til last, hvad der muligvis har kunnet bebrejdes
hans forgænger”, og privat tilføjede han – formentlig med tanke på
Röhm, Hess og flere andre affærer – i et brev til Kronika 25. november
1941: “Det stemmer vist allermindst med nationalsocialistiske grundsætninger!”
Sammen gennemgik L.P. Christensen og Lektor Petersen de skrivelser,
der hidtil var blevet tilsendt avisen. L.P. Christensen kaldte dem “korrektiver”,
Petersen endog “ubetydelige sager” (“geringfügige Sachen”).
Desuden påstod L.P. Christensen “gentagende og bestemt”, at man lagde
en helt anden mening ind i artiklen, end det var tilsigtet, og erklærede
sig rede til i fremtiden at komme til Kiel, når der var noget at tale om, så
forholdene kunne gøres lettere og mere tålelige. Petersen bad L.P. Christensen
udfærdige en skriftlig redegørelse og lovede at lede den videre
til Berlin, men han lovede ikke at give hans anmodning om mildnelse sin
anbefaling. “Samtalen begyndte ret skarpt, men fik efterhånden en mildere
karakter. Jeg har fornemmelsen af, den var til gavn”, skrev L.P. Christensen
den 25. november 1941 til Kronika, idet han bad ham om at gøre
sin indflydelse gældende: “Gid din vanlige, udmærkede indgriben må
kunne udrette noget. Den trussel er jo frygtelig og ganske lammende”.
Til brug for Kronikas bearbejdelse af de rette kontakter sendte L.P.
Christensen flere bilag, herunder en lang række små hilsener fra soldaterabonnenter,
Ernst Christiansens artikelrække om Mein Kampf fra 1934,
skåret ud af de originale, indbundne aviser fra den pågældende årgang,
samt oplysninger om mindretallets faldne: På dette tidspunkt var ca. 300
i krigstjeneste, 17 tidligere elever på danske skoler var faldet og et endnu
større antal sårede, enkelte invaliderede for livstid. 133
L.P. Christensen måtte i sin skriftlige redegørelse virkelig belægge sine
ord for at fjerne truslen om forcensur eller endog direkte forbud. I redegørelsen
til Reichspropagandaamt, dateret den 25. november 1941, forsøgte
han at redde, hvad reddes kunne: Han fremhævede, at artiklen var forfattet
og sat før Førerens tale, og at man ved gennemlæsningen før offentliggørelsen
efter talen ikke havde fundet, “at den på noget punkt stred imod
Førerens redegørelser”. Artiklen var bygget på tyske kilder og havde til
hensigt over for danske læsere og på grundlag af forskellige kilder at belyse
den i værnemagtsberetninger ofte gentagne kendsgerning, at sovjetsoldaten
kæmpede sejgt og udholdende. Artiklen var rent sagligt refererende
og indeholdt ikke nogen egen vurdering. I det foregående nummer havde
Flensborg Avis desuden på fremtrædende plads bragt Førerens klare
udredninger om sovjet-soldaterne. Med den efterfølgende artikel havde
886