hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Christiansen gik ind for en stærk centralisering af arbejdet på begge sider
af grænsen. Han ville derved selv komme til at indtage en nøglestilling i
dette arbejde. Og selvom organisationen både i Danmark og i Sydslesvig
blev betydeligt mindre centraliseret, end Ernst Christiansen havde ønsket
sig 102 , så blev han alligevel den helt dominerende person i organiseringen
af mindretallet, og Flensborg Avis’ redaktion blev det danske mindretals
kommandocentral.
Følelsen af at være blevet luret af H.P. Hanssen og svigtet af regeringen
og en stor del af det danske folk under afstemningskampen kunne
meget let have lagt grunden til en dolkestødslegende i mindretallet. I de
første par år efter afstemningskampen var der også ansatser i den retning.
103 Men Ernst Christiansen var realistisk nok til efter en årrække at
ryste dette af sig. I stedet for at lægge skylden éntydigt på enkeltpersoner
eller partier, placerede Ernst Christiansen først og fremmest ansvaret for
ulykken på hele det danske folks indstilling: En “for os og Danmark lykkelig
afgørelse, deri indbefattet helt andre tal ved folkeafstemningen, kunne
være nået, hvis et enigt Danmark havde villet den”. 104
Det nag imod radikale og socialdemokrater, der utvivlsomt plagede
ham i de første år efter 1920, lagde han med tiden bag sig – og han havde
tilsyneladende lettere ved at lægge det bag sig, end mange af hans kampfæller
i Danmark fra afstemningskampens dage. Han forsøgte at anvende
nederlaget konstruktivt: “Måske jeg trængte til de oplevelser for at lære,
hvor stort det er at føle sig som tjener for en god sag, medens dette at
optræde som fører og herske kun er selvglæde”, lader han sit småfilosoferende
alter ego, apotekeren i nøgleromanen fra 1927, Gretes Kamp, udtale.
105 Selvom der også er en god del stillen sig i positur i udsagn som
dette og andre lignende fra Ernst Christiansens side, så var det utvivlsomt
sådan, han i hvert fald forsøgte at bruge det. Det betød dog ikke, at
bitterheden ikke af og til stak hovedet frem igen, men i forhold til den
iltre og temperamentsfulde Jens Jessen, der aldrig tilgav nogen en tilføjet
krænkelse, gjorde tidens omskiftelser tværtimod Ernst Christiansen til
en sagtmodig mand. Placeringen af skylden for afstemningsnederlaget
på hele folkets indstilling hang formentlig også sammen med, at hverken
Venstre og heller ikke engang Det Konservative Folkeparti kunne følge
Ernst Christiansen hele vejen i den genrejserpolitik, han efterlyste. 106
Årsagen til nederlaget skulle ifølge Ernst Christiansen findes i indre
dansk splid og uforberedthed. Dette synspunkt veg han ikke siden fra.
Konklusionen måtte følgelig være, at Dannevirke-bevægelsen i Danmark
i den korte tid fra november 1918 til afstemningerne i foråret 1920 ikke
havde haft tilstrækkelig tid til at oplyse og mobilisere det danske folk
for opgaven. Men med stiftelsen af Grænseforeningen var der i 1920 gjort
en ny begyndelse, og Ernst Christiansen satte sig som mål at forberede
det danske folk på at være bedre rustet til, når der næste gang bød sig en
chance for at genvinde den resterende del af Slesvig. Der måtte samling
til, og socialdemokrater og radikale skulle helst med – uden dem gik det
ikke. Det første ministerium Stauning i 1924 var i den henseende en øjenåbner:
Det nyttede nemlig slet ikke, hvis landets regering stod direkte
66