hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

kan I se, nu bekræfter også Finlands skæbne, at det for et lille folk aldeles
ikke kan nytte at forsvare sig over for overmagten i en indsats på liv og
død. Den finske indsats har på strålende måde gjort de selvopgivende røster
til skamme. Enden er ikke endnu. – Nej, det er sandt, men det finske
folks saga vil, ihvor det end går, genfødes af dets tapre dåd”, hedder det
i en epistel den 3. januar 1940; og tanken blev udviklet videre i en anden
epistel i samme nummer:
“Om det så skulle blive i underkuelse! – kan vi høre en god ven og landsmand sige
– den danske folkeånd, det danske budskab vil få sin gerning. Det danske folk kan ikke
tænke på at forsvare sig med våben, udvikler en anden, men det forskånes forhåbentlig
for det værste. 35 Noget i os krymper sig ved at læse sligt. Ikke at vi har store
drømme om, hvad danske våben kan udrette i vore dage. Men vi ved, at i underkuelse
bliver der nye, langt mere pinagtige byrder at bære end i offervilje for
egen uafhængighed, og våbentjeneste for en erobrer er et uendeligt hårdere krav
end våbentjeneste for fædrelandets frihed. Lykken hjælper ikke den, der undslår
sig. Lykken står den kække bi, siger ordet”.
Selvopgivelse var smitte til indre opløsning, hvorimod “offervilje for fædrenearven
er som en ungdomsbrønd”.
Efterhånden som offervilligheden steg og der meldte sig flere og flere
frivillige, steg også Ernst Christiansens håb for fremtiden: Nu var der virkelig
grøde og vækst i den nordiske tanke, som han så den, og nu var der
endelig noget, der kunne begejstre og vække ungdommen til dåd. Dette
ville blive vejen til den sande lykke: Mandig kærlighed til et ideal og et
uselvisk offersind, som i et øjeblik trængte al småtskåren egenkærlighed
til side og derved udrettede en stordåd. Hans håb var, at denne offervilje,
dette tjenersind og mands mod ville være vejen til, at et “nyt dansk
folk, et nyt Norden, en ny menneskeslægt” ville rejse sig. 36 Det må her
bemærkes, at det – i modsætning til nationalsocialisterne eller tyske højrefløjsfilosoffer
som eksempelvis Ernst Jünger – ikke først og fremmest er
krigen og offerviljen på slagmarken, Ernst Christiansen hyldede. Det var den
nordiske folkefællesskabsfølelse og viljen til forsvar og selvhævdelse, der talte.
Ernst Christiansens idealer havde ikke behov for en krig for at komme til
fuld udfoldelse; krigen var tvært imod noget, der skulle undgås ved i tide
at mobilisere og opruste moralsk, nationalt – og militært.
Først og sidst gjaldt det viljen til selvhævdelse og forsvar. Det var derfor
logisk, at Ernst Christiansen måtte hilse det danske folketings udtalelse
af 19. januar 1940 med glæde, fordi det heri hed, at man fra alle sider i
det danske folk var enige om, at landets neutralitet skulle opretholdes, og
at de midler, der rådedes over, om fornødent skulle anvendes til at værne
rigets fred og uafhængighed. “Den danske rigsdag har i fordringsløse,
men tungt vejende ord tilkendegivet det danske folks endrægtige vilje til
at sætte livet ind for at leve sit eget liv”, skrev Ernst Christiansen den 20.
januar 1940.
Men dette var ikke fuldt tilstrækkeligt efter Ernst Christiansens mening.
De nordiske lande måtte på den ene eller den anden måde indgå i
en form for fælles forsvar. Dette burde allerede være sket for længe siden:
808