hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ingende betydning i kommende dage”.
Denne taknemmelighed for de trods alle indskrænkninger tålelige mindretalsforhold
blev gentaget igen og igen; det var, som ville man besværge
de tyske myndigheder til at lade mindretallet beholde sit lille frirum.
Taknemmeligheden og den venlige omtale af de lokale myndigheder
gav faktisk lejlighedsvis bonus: Den 17. februar 1942 modtog redaktionen
f.eks. et takkebrev fra Flensborgs politidirektør i anledning af Flensborg
Avis’ behandling af Tag der Deutschen Polizei. 306 Den velvilje, man herved
opnåede – i dette tilfælde hos politidirektøren i Flensborg –, kunne i en
snæver vending vise sig at være meget værd. Her som på så mange andre
punkter mindede mindretallets situation og dets ledelses taktik om den
tilsvarende situation og taktik i det besatte Danmark nord for grænsen.
En endog stærkere besværgelse i samme retning angik mindretallets
krigstjenestegørende, faldne og sårede. 307 I denne forbindelse kan de ledende
og øvrige artikler i forbindelse med Christian Nielsens død på østfronten
tjene som et typisk eksempel. Nielsen havde under mærket “Jep”
sendt talrige feltpostbreve til Flensborg Avis siden sin indkaldelse, mest
bevægende hans sidste brev, Hjertets Treklang.
Den 18. august 1941 blev brevet Hjertets Treklang trykt ved siden af nekrologen
på ledende plads. “Hvor er vi dog lykkelige, vi, der har denne
treklang i os, vort hjem, vor hjemstavn, Danmark. Intet har beriget os som
dem. Hvad nytte ville vort liv være til, om vi ikke havde disse toner i os,
disse stærke følelser, der hjælper os over alle tunge timer, og der giver
vor tilværelse indhold”.
I sine breve havde Christian Nielsen givet et fuldtonende udtryk for
sin kærlighed til hjem, hjemstavn og Danmark, havde tolket og sat ord på
tanker og følelser, han efter alt at dømme delte med sine medindkaldte
sydslesvigere. Hans død – som alle dansk-sydslesvigske soldaters død –
voldte sorg i Sydslesvig. Hans og andre soldaters breve med deres stærke
udtryk for indre styrke, afklarethed i forhold til pligter og så denne altoverskyggende
kærlighed til danskheden styrkede også “hjemmefronten”
i Sydslesvig. Man forpligtedes til at yde sin egen lille indsats, og man fik
en følelse af, at med unge som Christian Nielsen skulle mindretallet nok
klare sig igennem til bedre tider. Derfor var hvert eneste tab dobbelt: Det
var ikke alene sorgen over det enkelte unge menneskes død, men tabet af
en lille smule fremtid for danskheden i Sydslesvig.
Dette kom stadigt stærkere til udtryk, efterhånden som krigen skred
frem og tabstallene steg. Nekrologer og ledere antog med tiden karakter
af besværgelser: De faldnes død styrkede håbet om en bedre fremtid for
Sydslesvig efter krigen: Deres død måtte og kunne ikke være forgæves; i
den øjeblikkelige situation var krigstjenesten og døden ved fronterne det
offer, sydslesvigerne måtte bringe for retten til at leve et nogenlunde uantastet
nationalt liv som danske i hjemstavnen; på længere sigt det offer,
der skulle sikre Sydslesvig en ny og bedre fremtid, når freden atter var
indtrådt.
De faldne døde så at sige, for at andre kunne leve. Konstruktionen
951