hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

drøftede i de samme dage deres skæbne: Den tidligere generalsekretær
for Forbundet af de nationale Mindretal i Tyskland, Dr. Jan Kaczmarek
og andre gamle venner og bekendte var “helt forsvundne”, hedder det
i et notat, “Fru K[aczmarek] rejst til sin hjemstavn med børnene. Alle de
andre fra centralerne i Berlin til ‘koncert’ i Sachsenhausen. De p[olske]
mindretalsvirksomheder i B[erlin], således banken, i likvidation. På banken
har man mødt Kr[onika] med hilsenen H[eil] H[itler]”. 74
Det kom derfor ikke som nogen overraskelse, at Lektor Petersen, Reichspropagandaamt
Schleswig-Holstein i Kiel, den 6. november 1939 efter anvisning
fra Propagandaministeriet udtrykte “misbilligelse” af Flensborg Avis’
gengivelse af det førnævnte kort over Litauen den 11. oktober 1939. Dette
var som nævnt blevet diskuteret af Kronika allerede to dage før. Men
Propagandaministeriet havde altså på trods af samtalen fastholdt sin misbilligelse,
for ganske vist var de tidligere polske områder, der var tilbagegivet
Litauen, indtegnet, men “mærkeligt nok hører Memel-området
endnu til Litauen”. Her var tale om en “svær skødesløshed”, og Lektor
Petersen bad derfor avisen om i ét af sine kommende numre at offentliggøre
det korrekte kort. L.P. Christensen tog skrivelsen til efterretning,
idet han dog indvendte, at kortet udelukkende havde til formål at illustrere
Litauens omfang efter indlemmelsen af Wilna-områderne. Avisen
havde tidligere fyldestgørende informeret læserne om Memellandets
størrelse og status. De tegninger, der var brugt i den anledning, ville snarest
muligt atter blive genoptrykt – hvilket skete få dage senere. Det kort
– eller rettere: den kortskitse – der havde givet anledning til påtalen, var
kommet fra kliché-bureauet Aktuel Kliché-Service (AKS) i Danmark, netop
det bureau, som Ernst Schrøder mente var infiltreret fra England. 75 Sagen
kan synes som en bagatel, men ud fra tysk-nazistisk tankegang var forseelsen
ganske alvorlig: Den kunne tolkes som om avisen kolporterede den
opfattelse, at det fra Litauen aftvungne område kun med urette tilhørte
Tyskland. Endvidere er der den vigtige pointe, at selv ikke-danskkyndige
kunne læse og forstå et kort. Kort eller billeder i den dansksprogede avis
var tilgængelige for flertalsbefolkningen og dermed potentielt væsentligt
farligere for regimet end selv nok så kritiske artikler, der kun kunne læses
af mindretallets snævre kreds.
Den 4. december 1939 var Lektor Petersen, Reichspropagandaamt i Kiel, atter
på færde: Denne gang udtrykte han sin betænkelighed ved, at Flensborg
Avis “i stort udstyr” (“in grosser Aufmachung”) offentliggjorde de
danske radioprogrammer, på trods af at det var forbudt at aflytte udenlandske
radiostationer i hele rigsområdet. Han henstillede, at man for
fremtiden undlod at offentliggøre radioprogrammet i den del af oplaget,
der blev rundsendt syd for grænsen. Ernst Christiansen efterkom prompte
henstillingen, idet han dog gav udtryk for det håb, at der måtte blive
givet mindretallet, “der bestræber sig på til det yderste at opfylde sine
statsborgerlige pligter”, tilladelse til at aflytte statsradiofoniens kulturelle
udsendelser. Det blev der nu ikke noget af. Det var naturligvis utillade-
822