hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

6.5. totalitarisme eller midtsamling? ernst Christiansens nationale
vision
Spørgsmålet først i februar 1933 var, hvad magtovertagelsen ville betyde
i Tyskland og ikke mindst for mindretallet, og hvilke konsekvenser, man
i Danmark ville drage heraf. Navnlig det sidste blev et dagligt tilbagevendende
tema i Flensborg Avis. Endnu i februar 1933 var regimet helt nyt og
endnu kunne der i Flensborg tales og skrives forholdsvis frit. Der er derfor
grund til at se lidt på de forventninger, Flensborg Avis’ førende penne
havde til den kommende tid. De skulle, på trods af perioder med tvivl,
ikke forandre sig grundlæggende før 1937-1938.
Jacob Kronika anslog, at et forbud mod “det yderste venstre” lå inden
for sandsynlighedens grænser, men fortsatte i øvrigt sine malende beskrivelser
af den store nationale begejstring, der havde grebet tyskerne. 23 Heri
lignede han forresten kollegaen fra Berlingske Tidende, Cai Schaffalitzky de
Muckadell, hvis højstemte stil mindede ikke så lidt om Kronikas.
Også Ernst Christiansen noterede sig den almindelige begejstring for
Hitler. I en leder den 2. februar 1933 bemærkede han, at navnlig ungdommen
flokkedes i begejstring om Hitler. Her var måske noget, demokraterne
kunne lære af? De unge i Tyskland havde vendt de gamle demokratiske
partier ryggen, fordi “idéer vil elskes, værnes, erobres med brændende
hjerte. Dette finder de unge hos de yderligtgående partier, og de
går til dem, til trods for, at de måske finder programmerne overfladiske
og barnagtige”. Dette havde den demokratiske professor Otto Piper skrevet
i Frankfurter Zeitung. Demokraterne måtte derfor søge at vinde ungdommen.
De tyske republikanske partier skulle vise, at de endnu havde
kraft og liv til at kæmpe for republikken, ikke med voldsmidler, men den
rolige besindelses tid var også forbi. Der måtte med nye idéer vidnes for
den demokratiske republik, sluttede professoren.
Ernst Christiansen sluttede sig helt til disse tanker: “En styrke og samtidig
en svaghed hos det danske folk er, at alle dets partier og lag er demokrater.
Her tiltrænges også en fornyelse af ideerne, noget, som kan optænde
ungdommen til liv og sjæl”. En hård, hjemsøgelsens tid, således
som Tyskland havde oplevet det i de foregående år, kunne måske fremtvinge
en sådan fornyelse, men det skulle naturligvis helst ikke være nødvendigt
at opleve sligt i Danmark, før fornyelsen kunne bryde igennem
her. Den skulle gerne komme frivilligt.
Begejstring og idealisme var altså ifølge Ernst Christiansen i sig selv af
det gode og værd at stræbe efter; navnlig, når det var ungdommen, der
begejstredes. Det var et udtryk for frigørelse af bundne kræfter. Og hvis de
demokratiske partier havde noget at byde på – og indre kraft i behold,
hvad Ernst Christiansen åbenbart troede og håbede, så både ville og kunne
de tage kampen op mod de yderligtgående partier.
Udviklingen skulle vise, at de demokratiske partier i Tyskland ikke levede
op til Ernst Christiansens forventninger. I Danmark gik det på en
anden måde. Her tog de demokratiske partier kampen op.
193