hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

de foreliggende realiteter, hvor sørgelige de, historisk set, end måtte være, og ikke
ved at fremføre fantasibilleder af en art, som i nærværende tilfælde synes at være
oprullet”. 22
larsen kunne nu dårligt tro, at en dansk støtteforening kunne udtale
sig så grænserevisionistisk som gengivet, og han mente, at “såfremt bureauets
fremstilling måtte være ‘farvet’ i påfaldende grad, kunne der måske
være grund til at tale et par alvorlige ord med hr. Ernst Schrøder”. 23
Men den var god nok – Slesvig-Ligaens pjece var meget tydelig og ikke til
at misforstå. og med udsagn af denne art var det en smal sag for Ernst
Schrøder at knytte forbindelsen mellem Ernst Christiansens tidligere
“grænserevisionisme” under afstemningskampen 1918-1920, således som
den var dokumenteret af Karl Alnor, og den tilsyneladende igangværende
“Ejderdanske offensiv” i 1936.
Ernst Schrøder havde ikke ganske uret – og dog. For ganske vist foregik
der et dansk arbejde langt mod syd og ganske vist var Ernst Christiansens
fjernmål Sydslesvigs genforening med Danmark, men selv spillede
han i dette arbejde en såre beskeden rolle, meget langt fra at være den
bagmand, som Ernst Schrøder mistænkte ham for at være.
11.3. “ejder-dansk offensiv” – Dansk grænselære
Ernst Christiansens verden udgik endnu i 1930’erne fra nationalitetskampens
Sønderjylland. Alle hans holdninger i øvrigt skal ses med udgangspunkt
i dette snævre perspektiv: i det gamle danske land Sønderjylland
udkæmpedes en nationalitetskamp på liv og død mellem dansk og tysk,
og den kunne kun vindes, hvis det danske folk satte alle kræfter ind i den
opgave at fastholde nordslesvig for Danmark – og på længere sigt, men
dette blev ikke udtalt åbent – at genvinde Sydslesvig. Samtidig var netop
den nationale kamp i Sønderjylland den opgave, som kunne genrejse
det danske folk og give det styrke til sejren. i selve kampen lå kilden til
sejr. Ernst Christiansens fundamentale synspunkter og tankegange havde
ikke forandret sig grundlæggende siden 1920. Udgangspunktet var
fortsat troen på, at Slesvig ned til linjen Dannevirke-Ejder var urgammel
dansk folkegrund og at befolkningen, helt uafhængigt af nutidigt sindelag,
i grunden var dansk af rod og blod. nationaliteten førte sit eget
liv og nedarvedes igennem slægtleddene, “folkets kraft” var rodfæstet
“dybt i jorden, i utalte slægtleds liv og blod”. 24 landet havde ganske vist
under skiftende fyrster fra middelalderen og igennem 500 år oplevet en
tvangsfortyskning og var så i 1864 af overmægtige fjender blevet frarøvet
Danmark ved hjælp af krig. Herefter var der påbegyndt en endnu mere
systematisk fortyskning af landet og befolkningen, og der havde endvidere
fundet en kraftig tysk indvandring sted. Alt dette havde gjort store
dele af befolkningen fremmed for sin egen nationalitet. Men på trods af
alt dette var hele landsdelen ned til Dannevirke endnu kernedansk; dansk
liv havde sin egen “sejge udødelighed”, selv i udsatte egne, og det havde
evne til “fornyelse efter århundreders vinter”, til at skyde “igennem vin-
519