hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

genrejser-bevægelser i Danmark, men som alligevel var helt sin egen.
Front og bro-løsenet blev udvidet til at omfatte Danmarks rolle i det
krigsførende Europa: Som neutral havde Danmark den opgave med alle
midler at bevare sin neutralitet og at holde sit sind åbent for menneskelig
medliden på tværs af landegrænser og fronter, og dertil at vise selvhævdelse
samt at virke for en så god folkeret som muligt. 30 Danmarks neutralitet
under krigen og grænselandets rolle som front og bro smeltede i
Ernst Christiansens verdensbillede i praksis sammen til at udgøre to sider
af samme sag: “Lige så givet det er, at Danmark ikke kan og ikke vil tage
parti for nogen part i det store opgør, lige så givet er det, at det danske
folk i grænselandet fremdeles må arbejde på både selvhævdelse og mellemfolkelig
forståelse”, skrev han i en ledende artikel den 30. december
1939.
Også den dansk-nordiske tanke levede videre – og den indgik sammen
med Danmarks neutralitet og idéen om grænselandet som front og bro i
den større, mere omfattende front og bro-idé. Nordens betydning som forbillede
for resten af verden blev blot forstærket efter krigsudbruddet: De
nordiske folk var gået foran med et godt eksempel ved først af alle at have
gravet stridsøksen ned efter blodige indbyrdes kampe, og de havde nu
igennem menneskealdre fortsat med at uddybe fællesskabet mellem folkene.
Dette var freds- og bro-delen. Men dette var sket uden at give køb
på egen selvstændighed og uden at blive blødagtige over for udenværts
fjender – hvad bl.a. Finlands eksempel viste. Dette var front-delen. 31 For
Ernst Christiansen var front og bro-tanken blevet så tæt sammenvævet
med den dansk-nordiske tanke – som han opfattede den – og det almindelige
arbejde for fred mellem folkeslagene, at de ikke lod sig skille ad.
Fredstanken – der i Ernst Christiansens verden blev specielt nordisk
og som han bl.a. fandt udtrykt i de nordiske landes neutralitet – led ikke
skibbrud ved krigens udbrud. Over for tyske beskyldninger imod Danmark
for at udvise uneutral holdning, fremhævede Ernst Christiansen
flere gange, at det danske folk holdt af såvel brødre- som nabofolk. Den
danske offentlige mening havde længe anerkendt andre folkeslags ret,
men denne saglighed havde kun været en af forudsætningerne for den
“kærlighed og vilje, der tændtes i dansk folkesind for fredens og forståelsens
sag. For den banker hjerterne og tindrer øjnene, og hvor dybe end
kløfterne sprænges, så må der engang på ny bygges bro”. Derfor gjorde
tyskerne efter Ernst Christiansens mening klogt i at tænke på, at Danmark
kunne vise sig nyttig, når sårene efter krigen atter skulle læges. 32
I Ernst Christiansens verdensbillede, der blev stadig mere præget af
ønsketænkning, var Danmark og Norden blevet nærmest ideelle størrelser
med en historisk mission i fredens og den mellemfolkelige forståelses
tjeneste.
Denne opfattelse blev – kun tilsyneladende paradoksalt – snarere styrket
end svækket af den finsk-russiske vinterkrig, der brød ud den 30. november
1939. Ernst Christiansens holdning havde nemlig en egen indre
logik: Set fra hans synsvinkel var det Finland, der – rede til selvhævdelse
– med våbenmagt forsvarede freden.
805