hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

selv kunne definere mere konkret, men som han længtes inderligt efter:
Politisk og national samling, og front og bro som et dansk-nordisk alternativ
til nationalsocialismen.
Fra grænsetysk side reagerede man tvært på den unge, danske mobilisering
ved Dybbøl-stævnet i juni 1933. Det store stævne med 40.000 unge,
der bekendte deres danskhed og erklærede sig villige til at forsvare Nordslesvig,
gav de tyske aviser et forklaringsproblem. For hvordan harmonerede
dette med påstandene om, at landsdelen var kernetysk og udpint,
udhungret og desperat efter at komme “heim ins Reich”? Nordschleswigsche
Zeitung satte antallet af deltagere til ca. 15.000 – langt under halvdelen
af det virkelige tal, og valgte at spotte over de “rolige og mætte” rigsdanske.
Man skrev, at den danske ungdoms stævner i Tønder og på Dybbøl
var et udslag af “den dårlige samvittigheds angst” – danskernes “dårlige
samvittighed” over “voldførelsen” af den nordslesvigske selvbestemmelsesret
i 1920 gav sig altså nu, da Tyskland atter var stærkt, udslag i panik.
Det “hovmod, der her skyder til vejrs, er noget, som vi danske har ført
en ihærdig kamp imod gennem mange år på vor egen mark”, skrev Ernst
Christiansen i en leder den 17. juni 1933. “Hvis de pågældende blade
havde den mindste fornemmelse af, hvorledes en sådan tone virker på de
fleste danske, ikke mindst på danske slesvigere, hvorledes den ligefrem
byder os ikke alene sjæleligt, men legemligt imod, så ville den måske
blive lidt mere varsom”. Dog, måske var det netop denne daglige dosis,
som danskerne trængte til: “Vi bliver let for rolige og tillidsfulde. Tiden
kræver, at vi tager os sammen. Hvem ved, om det ville lykkes på fyldestgørende
måde, hvis vi ikke fik en så kras hjælp dertil fra tysk side”. 129
Ernst Christiansen mente dog midt i juni at kunne begynde at se en mere
afdæmpet tysk tone, hvilket formentlig skyldtes, at “der var givet klar besked
fra Berlin”. 130 Det var der også.
Auswärtiges Amts indgriben viste sig allerede ved den store, slesvigholstenske
bekendtgørelse i Rendsborg den 18. juni 1933. Denne skulle
ifølge Sievers have været optakten til fornyet grænsekamp, men endte
med at få et mere afdæmpet forløb, for Sievers’ talemanuskript var først
blevet finkæmmet for provokationer af både Auswärtiges Amt, Aussenpolitisches
Amt og Propagandaministeriet – og til sidst skrevet fuldstændigt
om i Auswärtiges Amt. Også Alfred Rosenberg skrev personligt til Sievers
og pålagde ham tilbageholdenhed. 131 Det er dog værd at bemærke, at Berlin
ikke offentligt desavouerede Slesvig-Holsten.
Den nye, nationalsocialistiske tyske centralregering havde i Ernst Christiansens
øjne med sin indgriben i Påskeblæsten bestået sin anden meget
vigtige prøve. Man havde først afvist at efterkomme Flensburger Nachrichtens
ønske om at slå mindretallet i hartkorn med kommunisterne, og nu
havde man endda temmelig direkte sat en stopper for slesvig-holstenernes
ønsker om en offensiv mod grænsen. Og den nye nationale vækkelse
havde samlet det tyske folk, der nu i begejstring tog fat på at genrejse Tyskland.
Dette førte til, at Ernst Christiansens lod flere af sine forbehold mod
247