hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ved sin upartiskhed. Men det bind, der forelå i foråret 1936 og som behandlede
afstemningstiden 1918-1920, overgik alle tidligere bind i voldsom
sprogbrug og direkte personlige angreb. Det kunne Ernst Christiansen
ikke lade forblive upåtalt. Den 24. april 1936 tog han håndbogen
under behandling i en ledende artikel med overskriften En mand, der taler
om samvittighedsløshed. En krønikeskrivers bedrifter. Karl Alnor slog “alle rekorder
i retning af partisk uvederhæftighed, småtskåren forvrængning og
ondsindet opspind”, mente Ernst Christiansen. Han måtte for “den tyske
historiske gransknings skyld” håbe, at den tyske videnskab snart utvetydigt
“tog afstand fra dette makværk”.
Alnor havde navnlig Ernst Christiansen selv i kikkerten og ødslede “så
megen gift og galde” på ham, at det kunne “se ud, som om han ventede
et eller andet udbytte heraf”. Denne iagttagelse skulle vise sig at være
mere præcis, end Ernst Christiansen måske selv havde regnet med.
Ernst Christiansen fremdrog adskillige eksempler fra håndbogen, bl.a.
at det skulle være danskerne selv, der havde lagt en snedig plan for at
få slesvig-holstenerne til at lave ballade på et afstemningsmøde den 12.
januar 1919 i landsbyen Ellund lidt vest for Flensborg. Hensigten skulle
ifølge Alnor have været at få ententen – England og Frankrig – til at gribe
ind militært. De stadige danske klager over tyske overgreb under afstemningskampen
i zone to betegnede Alnor som Ernst Christiansens samvittighedsløse
“opfundne eventyr om tysk terror og undertrykt danskhed”.
overfor Ernst Christiansens “krøniker” havde den tyske befolkning udvist
stor selvbeherskelse, som kun kunne miskendes af den, der havde
gjort “det tyske folks værgeløshed og æreløshed til grundlag for sin politik.
netop arbejdet for at gøre det tyske folk æreløst spillede fra første
færd en stor rolle, ved hvilken ledelsen igen tilkom redaktionen af Flensborg
Avis i de danske anneksionisters propaganda”, hed det bl.a. i Alnors
håndbog. 17 Det var, som det turde fremgå, ikke just tør, akademisk saglighed,
der prægede Alnors værk.
Hvad var hensigten med et sådant “sammensurium af sandhedsstridige
ondskabsfuldheder” på et tidspunkt, da det nye tyskland ellers
var præget af tilnærmelse over for norden og forsøg på forståelse, spurgte
Ernst Christiansen? Denne bog ville nemlig utvivlsomt vække den allerstørste
forbavselse i Danmark og norden. Den var “et lidenskabeligt og
fanatisk udfald, tilsyneladende fremsat i bestemt hensigt og måske efter
aftale med ligesindede, der ikke selv i offentligheden vover sig så langt
ud”, hedder det med adresse til formentlig Ernst Schrøder. Ernst Christiansen
forventede, at den tyske videnskab ville afsværge “de Alnor’ske
frembringelser”, og han forventede også, “at det nye tyskland fralægger
sig enhver forbindelse med hadefulde forvrængninger i skildringen af
den tid, der må virke som et slag i ansigtet på arbejdet for bedre forståelse
mellem det tyske og de nordiske folk. Med hele sin ånd står bogen i den
mest skrigende modstrid med den tyske Førers udenrigspolitiske linje”.
Her er tale om en meget klar fremhævelse af divergensen mellem
den såkaldte “berlinske linje”, repræsenteret ved Føreren i egen person,
og den “slesvig-holstenske linje”, repræsenteret ved Karl Alnor. Selvom
515