hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ligere stemt over for Danmark og langt mere opsat på at få flyt tet den
dansk-tyske grænse, end nationalsocialismen nogen sinde havde været.
Hvis det lykkedes slesvig-holstenerne at parre den slesvig-holstenske
grænsedagsorden med den nationalsocialistiske styrke og dynamik, så
ville Nordslesvig for alvor komme i farezonen.
Medvirkende til at Ernst Schrøders linje sejrede, var den såkaldte “Ejderdanske
offensiv”, der i 1935 havde ført til opførelsen af en dansk skole
i Tønning og udvidelsen af den eksisterende skole i Slesvig, og som i 1936
fandt sit udtryk i Claus Eskildsens bog Dansk Grænselære. Ernst Schrøder
så i Ernst Christiansen bagmanden bag dette arbejde og rettede følgelig
sin “modoffensiv” direkte imod redaktøren for Flensborg Avis. Ernst
Schrøder begrundede sit arbejde med, at Flensborg Avis sigtede på en
grænserevision mod syd og derved medvirkede til at skabe uro ved den
dansk-tyske grænse, og at det derfor var i den tyske centralregerings interesse,
at avisen fik indskrænket sin ytringsfrihed. Det var således ikke
et centralt i Propagandaministeriet udtrykt ønske om at ensrette Flensborg
Avis, der førte til Alnor- og Schleswiger-affærerne 1936-1937. Tvært imod
havde disse et lokalt udspring og havde til formål at korrigere den positive
holdning, man i Berlin havde til Flensborg Avis og Ernst Christiansen.
Kunne Ernst Christiansen på én eller anden måde fjernes fra Flensborg
Avis og mindretallets ledelse, så ville man derved inddæmme danskhedens
offensive kraft – og så ville man få frit slag i Nordslesvig. Stødet
skulle med andre ord rettes med kirurgisk præcision mod det danske
mindretals formentlige hjerne. Det var det, der skete, da man med Alnorkampagnen
gik direkte til angreb på Ernst Christiansen i 1936. Hvis Ernst
Christiansen faktisk var blevet slettet fra redaktør-listen, således som der
var lagt op til, så ville planen være lykkedes.
Slesvig-holstenerne satte med Ernst Schrøder i spidsen i årene 1936-
1937 store kræfter ind på at bringe Berlin ind på linje med Slesvig-Holsten
i det dansk-tyske grænsespørgsmål. Der udspandt sig i disse to år
en veritabel tvekamp mellem på den ene side det slesvig-holstenske firkløver
Ernst Schrøder, Karl Alnor, Ernst Kracht og Hinrich Lohse, og på
den anden side Ernst Christiansen, støttet – i hvert fald fra sommeren
1937 – entusiastisk af den rigsdanske presse, af Grænseforeningen og desuden
– forsigtigt og velovervejet – af den danske udenrigstjeneste.
De såkaldte Alnor- og Schleswiger-affærer i 1936-37 må ses i denne
sammenhæng. Affærerne lader os i detaljer følge udviklingen i det temmelig
komplicerede spil om Flensborg Avis’ eksistens – og i spillet om
grænsespørgsmålet – på flere planer. På det overordnede – statslige –
plan kan man følge de forskellige centrale tyske myndigheders, navnlig
Propagandaministeriets og Auswärtiges Amts, noget famlende, nærmest
klodsede, forsøg på at håndtere problemet Flensborg Avis. Forsøgene vidner
om, at der fra centralt hold endnu i 1936-1937 næppe har været formuleret
nogen færdig politik, hverken med hensyn til det ene eller det
andet spørgsmål. Derfor stod de centrale myndigheder i Berlin temmelig
uforberedte, da det slesvig-holstenske firkløver tog fat på at få fjernet
Ernst Christiansen og indskrænket Flensborg Avis’ råderum. Slesvig-hol-
968