hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

det efter 1938 ikke længere var muligt at missionere for danskheden på
tysk eller med held at påkalde sig den danske offentlighed i tilfælde af
overgreb på det danske mindretal.
Også Jacob Kronika blev i 1936-1937 udsat for angreb fra slesvig-holstensk
side. De lokale slesvig-holstenske nazister opfattede med rette Kronikas
tilstedeværelse i Berlin som en stopklods, der til stadighed forhindrede
dem i at give de centrale myndigheder den rette forståelse af, hvordan
grænselandsarbejdet burde føres. Det er dog bemærkelses værdigt,
at man ikke gik længere tilbage i Kronikas journalistiske produktion for
at skade ham, således som man havde gjort det med Ernst Christiansen.
Når dette ikke skete, skyldes det formentlig først og fremmest, at man i
Berlin var godt tilfreds med Kronikas virke som korrespondent. Man var
ikke villig til at medvirke til Ernst Christiansens fjernelse, hvis det samtidig
betød et farvel til Jacob Kronika. Kronikas gode kontakter og egen
forhandlingsevne spillede ganske vist en rolle, men den havde som forudsætning,
at de centrale myndigheder ønskede at beholde ham som
venligsindet korrespondent for Nationaltidende.
Jacob Kronikas position skyldtes nemlig først og fremmest hans dobbeltrolle,
idet han korresponderede til både Flensborg Avis og Nationaltidende.
Det var strengt taget slet ikke tilladt ifølge tysk lovgivning, og hans
virksomhed var ingenlunde let.
De forhold, som Kronika måtte arbejde under som udenrigskorrespondent
til Nationaltidende, gjaldt i nogen grad også, når han skrev for
Flensborg Avis, for det var stort set de samme artikler, han sendte til begge
dagblade – selvom Flensborg Avis ganske vist som regel gav korrespondancerne
et betydeligt mere afdæmpet redaktionelt udstyr. I praksis
betød det, at Kronika på trods af disse mange begrænsninger var stillet
endog betydeligt friere end sine indenlandske kolleger. Det måtte sætte
ondt blod hos konkurrenterne hjemme i grænselandet, når Flensborg Avis
således fik en fortrinsstilling fremfor de officielle aviser i Slesvig-Holsten.
Det var i hovedsagen artikler fra Kronikas pen, der gjorde Flensborg
Avis til potentielt interessant læsestof for flertalsbefolkningen i lokalområdet.
Derved var det også Kronikas artikler, som udgjorde den største indenrigspolitiske
fare, idet læserne herved unddrog sig det totalt ensrettede
verdensbillede og den statsstyrede nyhedsformidling, som landsdelens
øvrige aviser serverede. Flensborg Avis blev derved en kilde til alternativ
information, og altså en – på grund af det danske sprog ganske vist kun
lille – sprække i det nationalsocialistiske propagandaapparat.
I 1938 blev Kronika tvunget ud i valget mellem at korrespondere til
Nationaltidende eller til Flensborg Avis. Af både journalistiske og økonomiske
grunde valgte han det første. Embedsmænd i Auswärtiges Amts
presseafdeling og i Propagandaministeriet gav over for Kronika udtryk
for beklagelse over, “at det skulle være nødvendigt med en sådan principfasthed”,
og det var det danske gesandtskabs vurdering, at “aktionen
mod Kronika skyldes Ernst Schrøderske konkurrencehensyn”. Dette er
sikkert rigtigt. Men det har formentlig også haft betydning, at Kronika nu
var ved at have udspillet sin rolle – i hvert fald i første akt. Han havde
970