hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Også tanker om, at den folkelige helhed havde et uafviseligt krav på den
enkelte, at personlige interesser eller stands- eller klasseinteresser måtte
skydes til side for folkets sag, – i nationalsocialistisk terminologi udtrykt
i slagordet Gemeinnutz geht vor Eigennutz, og at det i den sidste ende var
den folkelige samfølelses offervilje, der holdt et folk i live, prægede tankerne
i den danske højskoleverden, omend der ikke var enighed om,
hvorvidt det var nødvendigt med militær offervilje eller om en passiv modstand
som sønderjydernes under fremmedherredømmet 1864-1920 var
tilstrækkelig. Man skelnede mellem staten, som kunne forsvinde ved en
fjendtlig besættelse, og folket, som endog kunne gå styrket ud af den passive
modstands offervilje. 95 Dette sidste var Ernst Christiansen formentlig
ikke helt uenig i, men han fandt det i lighed med Jessen og C.P.O. Christiansen
nødvendigt med en forudgående militær kamp – det var i viljen til at
kæmpe for at værge sit og sine, at den fornødne kraft til at gennemføre den
passive modstand skulle hentes – som Ernst Christiansen havde udtrykt
det: “Uden en 18. april [stormen på Dybbøl] havde det danske folk ikke
fået lov til at opleve en 11. juli” [genforeningsfesten].
I modsætning til det tyske landbrug var det danske landbrug moderne
og opfattede sig selv som en motor for fremskridtet; det var liberalt orienteret,
både økonomisk imod frihandel efter verdensmarkedspriser og
politisk som følge af deltagelsen i 30 års kamp for parlamentarismen. 96
Grundlæggende stod dansk landbrugs og dermed også højskolens tradition
fast på principperne om “hjælp til selvhjælp”, akkurat således som
også Ernst Christiansen havde argumenteret under krisen. Det stod centralt
i dansk landbrugs selvforståelse, at det ved egen hjælp havde moderniseret
sig ud af tidligere kriser uden statslige reguleringer og beskyttelse.
Kampen for det parlamentariske demokrati havde spillet en helt igennem
afgørende rolle for den danske højskole, og kampen var ført igennem
til sejr med systemskiftet i 1901 – en udvikling, man så tilbage på
med stolthed. Den underlegenhedsfølelse over for bykulturen, som den
tyske agrar-romantik byggede på, passede dårligt til dansk landbrugs
selvforståelse. Den var netop præget af landbrugets stærke betydning for
Danmarks udvikling og gav derfor den danske landbokultur en høj grad
af selvbevidsthed. Man nærede forestillinger om, at “det folkelige”, der i
hver nation havde sine karakteristika og som i Danmark var højt udviklet,
på ét eller andet tidspunkt ville blive vakt til live også i andre nationer.
Nationalsocialismens gennembrud i Tyskland kunne være en sådan
vækkelse, og derfor kunne det være, at der var noget, som herfra kunne
overføres til den i 1920’erne og 1930’erne “betrængte danske landbokultur,
hvis materielle grundlag var truet, og hvis åndelige liv så ud til at
være på vågeblus”. 97
Udviklingen i Tyskland blev fulgt af Højskolen i Danmark på omtrent
samme måde som i Flensborg Avis: Med på den ene side undren over (og
beundring af) den nationale begejstring og eufori, der havde grebet det tyske
folk, og på den anden side afstandtagen til terroren og de voldelige udskejelser
imod anderledestænkende. Udviklingen i Tyskland var på alle
måder både skræmmende og fascinerende, men da Påskeblæsten havde
284