hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ter, der – sammen med hans anseelse i tyskland – kunne tale for hans
anvendelighed, efter Zahles mening at søge i den omstændighed, at han
ikke var og i tyskland ikke blev betragtet som dansk. Desuden var han et
menneske, som man “særdeles vel kan tale uofficielt og fortroligt med”.
Det var endvidere vigtigt i denne sag ikke at glemme at holde hovedpersonen
– Ernst Christiansen – orienteret. 76 Sagen blev også vendt med professor
Aage Friis, som havde været udenrigsministeriets særlige konsulent
i sønderjyske spørgsmål siden tiden før 1. verdenskrig. 77 Alnor-affæren
var helt oplagt en varm, udenrigspolitisk kartoffel, som blev omgået
med varsomhed.
Udenrigsminister Munch var slet ikke varm på den islandske idé. Han
valgte i stedet at tage tyren ved hornene og tog allerede den 16. november
1936 en snak med den tyske gesandt i København, Cecil von renthe-Fink.
Han nævnte over for renthe-Fink den grænsetyske aktion mod Ernst
Christiansen og “gjorde opmærksom på den opsigt resultatet af en slig
aktion eventuelt måtte kunne vække i Danmark og i norden til skade for
den rolige udvikling i forholdet mellem Danmark og tyskland”. Minister
renthe-Fink erklærede ikke at kende noget til den omtalte sag. 78 Denne
metode var, skrev Zahle i en randbemærkning, “den helt rigtige”. 79
Den ellers så forsigtige P. Munch foretog altså her – på trods af sine
embedsmænds betænkeligheder – et direkte indgreb til fordel for Flensborg
Avis. Det var jo ganske vist også til fordel for Danmarks udenrigspolitiske
forhold til tyskland. renthe-Finks påståede uvidenhed om affæren
er meget vanskelig at tro på. Men det er ikke helt utænkeligt, at Frielitz
har kørt denne sag på egen hånd og uden om gesandtskabet. Under alle
omstændigheder måtte det mane til eftertanke i det tyske gesandtskab, at
P. Munch personligt interesserede sig for sagen.
Udenrigsministeriet var svært interesseret i, om P. Munchs direkte metode
nu også viste sig at være fremkommelig. Hvis den var, betød det, at
tyskland lige som Danmark fortsat var interesseret i ro ved grænsen. Det
ville være rart at vide. og reagerede tyskerne positivt på Munchs henvendelse,
var der åbnet mulighed for en mere direkte indgriben fra det
danske udenrigsministeriums side.
Udenrigsministeriet henstillede den 25. november 1936 til kammerherre
Herluf Zahle i berlin, om han eventuelt “på egnet måde” – muligvis
gennem statssekretæren i Auswärtiges Amt, baron Ernst von Weiszäcker
– lod sondere, “hvorvidt Dr. Munchs omtale af sagen til minister renthe-
Fink måtte have sat spor hos rette vedkommende”. 80 Weiszäcker havde
været legationssekretær ved det tyske gesandtskab i København 1925-
1926 og var i 1936 tiltrådt den ledende stilling ved Auswärtiges Amt i berlin.
Han gik for at være en fornuftig mand. 81
Der ville måske også, mente man i Udenrigsministeriet, kunne findes
“en naturlig lejlighed til ved den pågældende samtale at betone den opsigt,
en gennemført aktion mod Christiansen ville vække her og i norden,
således at udenrigsministerens udtalelser til renthe-Fink dermed understreges”.
Der var altså nærmest tale om et kursskifte i Udenrigsministeriet
i mere aktivistisk retning. Zahle var dog “af formelle grunde” betænkelig
548