hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

og sjæl kom i overensstemmelse med hinanden.
Ifølge Jens Jessen var folket ikke afgrænset om sig selv; personer af anden
oprindelse, for eksempel tyskere, polakker eller jøder, kunne gennem
fælles historie og skæbne optages i det danske folk. Også dette er i overensstemmelse
med Grundtvigs: Til et folk de alle høre / som sig regne selv
dertil / har for modersmålet øre / har for fædrelandet ild. 18 Jessens syn på nationaliteten
blev ikke først og fremmest afgrænset biologisk, men derimod
geografisk og historisk. I Slesvig var hele den oprindelige befolkning ned til
Dannevirke dog efter Jessens mening helt af dansk afstamning og præget
af jorden og folkeminderne, hvad enten den ville være ved det eller ej.
Danskhed var “trofasthed mod landets fortid gennem tusinde år; det er
forsvaret for vort eget”. Folkets, slægtens spor kunne søges og findes i
fortidsminder og historien: “Alle virkelig pålidelige minder om vor oldtid
peger mod nord: Alle oldsager, der findes i hele Sønderjylland er danske;
alle runestene, der er fundet nede ved Dannevirke, er danske; alle
gamle stednavne lige til Slien, Egernførde fjord og Ejderen er danske. Der
er i hele Angel ikke en landsby, ikke en gård og ikke et hus, uden at det
gamle navn er dansk. (...) Hvor børnene tier, skal stenene tale”. 19
Helt tilsvarende forestillinger dominerede de ledende danske sydslesvigeres
tankegange i 1920’erne og 1930’erne, 20 og de fik i 1936 et teoretisk
og empirisk fundament i Claus Eskildsens bog Dansk Grænselære. 21 Den
danske vækkelse i Sydslesvig skulle foregå på baggrund af afstamningen
og historien.
Jens Jessen håbede, at det ville være muligt at genvinde i det mindste
dele af Mellemslesvig for danskheden. Folkesproget var endnu dansk i en
sydgående kile, der gik vest om Flensborg, vendte nede sønden om Hjoldelund
og atter gik nordpå for at munde ud noget syd for Højer. Her var
efter Jessens mening et udmærket grundlag for dansk agitation, og her
uddeltes også i hundredevis af frieksemplarer af hans avis. Det var avisens
opgave at “genopdrage” slesvigerne til danskhed; at bringe sindelaget
og sproget i overensstemmelse med afstamningen. Jessen genoptog
således på egen hånd det arbejde, som var påbegyndt af – og mislykkedes
for – den danske stat i tiden mellem de slesvigske krige 1850-1864.
Han var overbevist om virkningen på den nationale bevidsthed af den
oplysning, som læsningen af en god, dansk avis kunne medføre. Som han
skrev i et brev til sin kommende hustru, Marie Fibiger, i 1884:
“Et godt dansk blad er et vagtsted, et blus, et ly, et tilflugtsted for dansk sprog;
det er en bærer og levendegører af dansk sindelag; det er en vejleder og frugtbargører
i dansk oplysning og åndsliv. Et godt dansk blad er et hus på den øde
hede, en oase i den golde ørken, en klippeø midt i det frådende hav. Ja, det er
mere, thi det er som en jernbanestation på heden, der fremkalder en hel by; det er
som vandfloden, der kan bringe grøde selv i en ørken; det er som en koralø med
utallige revler ud i havet, hvorover der efterhånden kan lægge sig jord og tang
og planter og muld, så mere og mere indvindes fra havet. Uden lignelser: Kan et
dansk blad i Flensborg møde med intelligens, med åndelig myndighed, med sædelig
kraft, med en ejendommelig dansk og nordisk, i modsætning til tyskheden,
frisk og levendegørende oplysning og åndsdyrkning, så vil det ikke blot styrke de
38