hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Danmark”, understregede Ernst Christiansen, der altså således både påkaldte
sig Fører-ord og gensidighedsprincip. Man ville være “meget taknemmelig”,
sluttede Ernst Christiansen sit brev, “hvis Reichsverband ville
instruere Landesverband Nordmark derhen, at den danske folkegruppes
presse må indtage en passende [“sinngemäss”] særstilling”. 92
Der skete nu ikke noget før i slutningen af februar 1935. Da fik Ernst
Christiansen tilstillet endnu et spørgeskema. Denne gang var det kun
ham selv og hans hustru, der skulle give oplysninger om deres nordiske
afstamning. Der forlangtes oplysning om slægtens ariske afstamning begyndende
med de i alt otte par tipoldeforældre og fremefter. Også denne
gang var udfyldelsen “dringend”. Ernst Christiansen svarede den 1.
marts 1935, at han, selvom han netop for tiden var hårdt spændt for arbejdsmæssigt,
ville være meget interesseret i at levere de ønskede oplysninger.
Men det ville blive meget svært og kræve længere tids undersøgelser,
og han foreslog derfor – da det nu drejede sig om en mindretalsavis,
som disse betingelser i grunden slet ikke kunne omfatte – om det
ikke var tiltrækkeligt, at han som medlem af Reichsverband der deutschen
Presse havde påvist både sin egen og sin hustrus afstamning indtil bedsteforældrene.
Reichsverband svarede allerede den 9. marts 1935 og undskyldte:
Ernst Christiansen skulle betragte henvendelsen som beroende på en
fejl. Det var “helt rigtigt [“es trifft zu”], at deres arierattest skal behandles
på en særlig måde” [fremhævet af forf.]. 93 Udsagnet er interessant, for
det viser, at regimet ikke havde til hensigt at ensrette Flensborg Avis, men
tvært imod var villig til at tage visse hensyn.
Men allerede den 1. april 1935 var den gal igen. Nu ønskede man at
kende størrelsen på selskabets stamkapital samt navne på de enkelte aktionærer.
Ernst Christiansen spurgte den 3. april 1935, om man virkelig
forlangte en fortegnelse over samtlige 280 aktionærer, eller om ikke den
gentagne gange af Reichsverband anerkendte særstilling for Flensborg Avis,
som man var meget taknemmelig for, også kunne omfatte dette ønske. 94
Dette gik man tilsyneladende ind på.
Men freden varede ikke længe. Straks efter indførelsen af redaktørloven
1. januar 1934 var regimet begyndt at likvidere de store tyske avisforlag.
Den 24. april 1935 udstedte præsidenten for Reichspressekammer, altså Max
Amann, en ny grundlæggende forordning til “sikring af avisforlagsvæsenets
uafhængighed”; “til afskaffelse af skandalepressen” og “til lukning
af avisforlag for at modvirke usunde konkurrenceforhold”. 95 Den satte
yderligere skub i en proces, der endte med at berøve ca. 1.500 forlæggere
over hele Tyskland deres forlagsrettigheder, da de ikke opfyldte de nye
krav, der blev stillet til forlagsvirksomhed.
Forordningen indeholdt bl.a. bestemmelser om, at ingen selskaber og
institutioner mere kunne eje nogen avis – altså et forbud imod aktieselskaber.
Alle ejere og interessenter, parthavere og forpagtere skulle melde
sig til Reichsverband der deutschen Zeitungsverleger med nærmere oplysning
om andelssum, rettigheder og så videre, og forlæggere og deres ægtefæller
skulle påvise arisk afstamning tilbage til år 1800. Dette gjaldt ligeledes
342