hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

der dog efterhånden komme ordentlige forhold i stand”. Mødet sluttede
i fordragelighed med konstateringen af, at “det er altid bedst, at der tales
ud om en sag”. 28
Men dermed var sagen langt fra uddebatteret.
12.5. er det tyske folk stort nok til at begribe andre folks ret? – juli 1937
Ernst Christiansen tog Alnor-pjecen op igen i både Flensborg Avis og Der
Schleswiger 20. juli 1937 i den ledende artikel Er det tyske folk stort nok til at
begribe andre folks ret? Artiklen gjorde status over mindretallets og grænselandets
situation i sommeren 1937, og den viste, at efter Ernst Christiansens
mening stod Tyskland nu ved en skillevej: Nu skulle landet ved sine
gerninger til at vise, at det havde fortjent sin hidtidige store fremgang.
Lederen tog udgangspunkt i en boganmeldelse af den prisbelønnede
bog Mellem grænser og tider af forfatteren H. Zillich, der foregik blandt
“folketyskere” i Rumænien. 29 Lederen blev indledt med et citat fra bogen,
der stod som motto for artiklen: “Derved gik det op for ham, at et tysk
folk er stort nok til at begribe alle folks væsen og ret; til derigennem at
vokse, at give og bevare og fyldestgøre sin egen bestemmelse”. Det mindede
i udgangspunktet svært om Ernst Christiansens egen front og brotankegang:
“Her i vor hjemstavn findes både folkegrænsen og statsgrænsen mellem Norden
og Tyskland. Her er både de største hindringer og de bedste muligheder. De danske
sydslesvigere er for længst gået ind i et arbejde for at jævne vejen, så vidt de
kan forene det i deres eget folks tjeneste. [...] Vi fødtes under fremmedherredømme
og måtte gå i fremmede skoler med fremmed sprog og høre om, at erobrerne
havde ‘befriet vor hjemstavn for det danske åg’. Det sved i barnesindet, og dog
kom vi i den tyske skole til at holde af tyske folkeviser og beundre tyske digtere
og meget andet af tysk folkeeje. Måske har vi trods den kampstilling, vi var tvunget
ind i, været mere fintmærkende over for det tyske folks inderste værdier og
mere taknemlige end mange grænsetyskere.
Men naturligvis har vi søgt at forny vort danske folkesind og har med ungdommelig
tro sunget vor store danske og nordiske seer Grundtvigs sange [...].
Under det hensynsløse tvangsstyre før verdenskrigen fastholdt vi på grundlag
af Pragfreden fra 1866, artikel 5, vort krav på at komme tilbage til Danmark, men
opfyldte alle statsborgerlige pligter, og vi drog med ud i verdenskrigen i titusindvis.
Mange blev derude, slægtninge og venner, fædre og sønner, kammerater og
kampfæller, hvis triste endeligt for fremmed sag var et gribende sørgespil. Har vi
ikke ret til at spørge, om det tyske folk kan komme uden om disse danske slesvigeres
blod?
Efter krigen skulle Europa omordnes. I alle stater, hvor der boede tyskere,
kæmpede de for at nå mest muligt af, hvad de anså for deres ret. Skulle vi, med
vor fædrenearv, ikke have kæmpet med alt, hvad der var i os af varme og vilje?
Hvis vi ikke havde gjort det, ville man have haft grund til at foragte os. Og da vi
danske sydslesvigere i 1920, mens alle kirkeklokker ringede vort håb til graven,
løftede hovedet igen og gik ind i den nye tilværelse, anerkendte vi den afgørelse,
der udelukkede os fra hjemkomsten – som det offer, vort folk havde villet bringe
for grænsefreden –, vi rejste et nyt værn for vort folkeliv og begyndte samtidig
583