hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

til bladets ønsker om et varsel inden kvartalsskiftet til april.
L.P. Christensen, der vikarierede under Ernst Christiansens rekreationsfravær,
bekræftede straks den 30. april 1934 modtagelsen af Staunings
skrivelse. Et fyldestgørende svar kunne jo imidlertid kun afgives af Ernst
Christiansen, der helst skulle holde sig i ro i endnu to-en-halv uge. Derfor,
og fordi “postbesørgelsen i Tyskland for tiden ikke byder tilstrækkelig
garanti for hemmeligholdelse”, bad han, om svaret kunne vente til
Ernst Christiansens tilbagekomst. 58 Det kunne det ikke.
Da den ene af de udpegede sagkyndige, bladudgiver Schiøttz Christensen,
Aalborg Stiftstidende, kun havde tid indtil 10. maj 1934, hastede
sagen. Allerede den 30. april 1934 bad Hans Jefsen Christensen på udvalgets
vegne om at få bladets bøger sendt til Aalborg med henblik på en
gennemgang inden besøget. 59 L.P. Christensen drøftede sagen med formanden
for tilsynsrådet, J.C. Paulsen, der mente, at en gennemgang af
hele regnskabskomplekset uden kyndig vejledning af Ernst Christiansen
var “formålsløs og måske skadelig”. Derfor var det nødvendigt at forstyrre
Ernst Christiansen under den hårdt tiltrængte rekreation, for, som L.P.
Christensen skrev den 2. maj 1934: Intet måtte forsømmes “nu, da man
derovre vil handle!” 60 Og Stauning var ikke velvilligt indstillet, hvad han
meddelte L.P. Christensen den 3. maj 1934: Forudsætningen for hjælp var,
at bladets regnskaber blev nøje gransket af de dertil udpegede sagkyndige,
og Schiøttz Christensen havde kun tid indtil 10. maj 1934. Det var Flensborg
Avis, der forsinkede sagen nu, skrev Stauning! 61
Der blev med Schiøttz Christensen truffet aftale om, at han kom til
Flensborg tirsdag den 8. maj og onsdag den 9. maj 1934. 62 Og Ernst Christiansen
skrev den 5. maj 1934 til Stauning, at han straks ved meddelelsen
om det forventede besøg havde afbrudt sin rekreation og var rejst hjem.
“Jeg påskønner meget, at statsministeren personligt har grebet ind, og giver med
den største redebonhed mit samtykke til, at to af udvalget udpegede kyndige
provins-bladfolk får lejlighed til på stedet at foretage en undersøgelse af bladets
drift og økonomi. (...) Ingen kan mere end bladets ledelse ønske, at der må blive
tilveje bragt mulighed for en ordning på længere sigt, og at den bliver så rationel
som muligt. Jeg skal ikke skjule, at omend kyndige folk måske kan finde nogle
enkeltheder, der kan ordnes mere praktisk, så anser jeg det på forhånd for ugørligt
at foretage nogen omlægning af bladets økonomi og drift, der tilvejebringer
fremtidig balance uden tilskud – med mindre de årsager skulle blive fjernede,
som har bragt balancen i ulave, nemlig halveringen af den danske krone i forhold
til den tyske mark og den måde, på hvilken bladet, i hvert fald i direkte modstrid
med nationale hensyn, i betydelig grad er konkurreret ud af Nordslesvig”.
Flensborg Avis’ akilleshæl, men også dens store fortrin, var ifølge Ernst
Christiansen “dens nationale livsopgave, som giver den en undtagelsesstilling
i den danske presse og delvis tvinger den til at kæmpe sin kamp
på trods af de almindelige økonomiske forretningshensyn”.
Avisen havde nu hidtil ikke haft stort held med at overbevise socialdemokrater
om denne nationale livsopgaves nødvendighed, og da slet
ikke J.P. Nielsen, som nærmest betragtede denne livsopgave som rendyr-
391