hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

“verdensrevolution”, og man lod tilhørerne forstå, at en ny tid var lige på
nippet til at begynde. 76
Kritikere af bevægelsen så dens lighedspunkter med nazismen; “Oxford
smagte for meget af nazi”, fandt Socialdemokraten, men forskellene
var nu lige så iøjnefaldende: Dens mål var et liv i fællesskab mellem mennesker
af alle konfessioner og religioner, alle politiske retninger, alle folkeslag
og racer. I Tyskland betragtede man Oxford-bevægelsen med stor
mistro og forfulgte den som oppositionel og formentlig engelsk-inspireret.
Oxford-bevægelsen blev første gang omtalt i Flensborg Avis den 17. november
1934 som en temmelig kuriøs foreteelse. Men snart blev den omtalt
mere positivt. Det skete som regel ved citater fra kirkelige kredse. 77 I
marts 1935 blev det første Oxford-møde holdt i København og i maj 1935
i den danske kirkesal Ansgar i Flensborg. Begge møder fik fyldig og positiv
dækning i Flensborg Avis. 78 I Flensborg var én af hovedtalerne Margrethe
Gudme, som også havde en ledende plads i Det unge Grænseværn og
som hyppigt bidrog til Ung Nordisk Grænsevagt. Møderne blev gentaget,
og den 1. oktober 1935 talte Margrethe Gudme igen i Ansgar – bl.a. om
“afgudsdyrkelse”, som i nutiden kunne udmønte sig i, at “ens land og
nation kan blive afgud”. 79 Det var et tydeligt vink til udviklingen i Tyskland.
Ernst Christiansen redegjorde i en længere leder den 19. maj 1935 for
Oxford-bevægelsen og ønskede den held og lykke. Det var rigtigt, at den
enkelte måtte begynde med sig selv, hvis han ville forandre verden; kun
på et gennembrud her kunne “bygges en fremtid for næstekærlighed og
mellemfolkelig forståelse”. Ernst Christiansen var nu noget mere forbeholden
over for bevægelsen end Kronika, men mente dog, at den havde
“sin utvivlsomme sendelse også blandt de mennesker, som ikke mener at
kunne slutte sig til dens former. Det grundlæggende krav til det enkelte
jeg vil foreligge nu og bestandig, og jo mere uhyggeligt truende det ser ud
i verden, des mere uigendriveligt bliver dette krav. Der kræves en virkelig
forvandling fra grunden af, af os alle uden undtagelse”. Han vedblev
dog at være skeptisk, og mente, at Oxfordbevægelsens tiltræknings kraft
“måske kan blive en fare, når tallet på deltagerne gror med en fart, der
svarer til nutidens overfladebølger, dens sensationer”. 80
Jacob Kronika åbnede sit hjem i Berlin for Oxford-møder fra 2. februar
1936. 81 Disse “house-parties” førte til et vendepunkt i hans religiøse søgen.
I et brev til Ernst Christiansen halvandet år senere, den 2. oktober
1937, skrev Jacob Kronika: “I lang tid har det været således med mig, at
jeg har ‘ventet’. Jeg ‘venter’ til stadighed. Det kan også godt udtrykkes
således: Jeg er i støbeskeen. Med min religiøse oplevelse i februar 1936 er
jeg kommet ind i en vældig proces. Der foregår bl.a. en ‘forårsrengøring’,
som nødvendigvis må tage lang tid. – Hvis nu den dag kommer, da jeg i
det, som jeg skriver, ikke kan og ikke må fortie min tro, vil så mon min pen
passe for vore blade? – Svaret vil, føler jeg, komme til at lyde positivt.”
Ernst Christiansen svarede, at “dette at din pen ikke fortav din tro, selv-
456