hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

kredse af ny-Ejderdansk støbning”, som ingenlunde talte for hele det danske
folk, tilsigtede. Den kile, som man fra denne side søgte at drive ind i
det tyske arbejde, forfejlede sin virkning, fordi Berlin og Slesvig-Holsten
også fremdeles var fuldstændig klar over, at grænsekampen, der måtte
føres med ridderlige våben, kun kunne gennemføres under anstændige
former, når begge parter alvorligt bestræbte sig på at gå den anførte vej,
“der for øvrigt svarer til begge nationers kulturstilling”.
Dette var akkurat, hvad man efter Lauritz Larsens mening havde måttet
befrygte, straks efter at resultatet af forhandlingerne om Der Schleswiger
sidst i august var blevet kendt. Det syntes nu “som om visse danske
blades fornærmende og selvovervurderende angreb i nogen grad kan
have slået i stykker, hvad der under forhandlingerne tydeligvis blev vist
af tysk imødekommenhed. Der turde næppe være tvivl om, at den nys
skete tyske slesvig-holstenske henvendelse til de samme centralmyndigheder
i Berlin, der forhandlede med det danske mindretals repræsentanter,
vil bevirke, at disse nu fremtidig vil stille sig mere reserverede ud fra
den betragtning, at man i stedet for på dansk side at påskønne tyske tegn
på venlighed, hvor meget der end vises, kun benytter sådanne til anmasselser
og til angreb”. 122
Også Schleswiger Nachrichten gik samme dag i artiklen På den høje hest
kraftigt i rette med Flensborg Avis’ og Nationaltidendes antydninger af, at
Kracht stod foran en fyring. Dette var “et typisk bevis på ... at modsætningen
mellem den officielle og den grænsetyske opfattelse med næsten
samvittighedsløs frækhed konstrueres for den danske offentlighed med
let gennemskuelige formål”. Lauritz Larsen mente, at det efter den seneste
udvikling at dømme ikke længere var muligt for dansk presse at
opretholde påstanden – “som allerede p.g.a. de i Tyskland for øjeblikket
herskende presse- og organisationsforhold måtte forekomme usandsynlig”
– om en modsætning mellem de øverste regeringsmyndigheder og
pressen i Slesvig-Holsten. “Når det under forhandlinger om Der Schleswiger
i Berlin overfor de danske repræsentanter blev udtalt, at man i Berlin
var ganske ukendt med de tidligere grænsepolitiske diskussioner, turde
der formentlig efter det senere forefaldne være nogen grund til at opfatte
dette som en “forlegenheds erklæring”. 123 Larsen begyndte med andre ord
at tvivle på, at Berndts og Bades udtalelser havde helt så stor en rækkevidde
som hidtil antaget.
Flensborg Avis mente den 24. oktober 1937, at Flensburger Nachrichten og
Schleswiger Nachrichten – uden hensyn til, hvordan man i den danske
presse som helhed havde taget roligt på hele affæren – ved “at udnytte
et par skarpe røster” søgte at opnå, at Berlin “måtte gribe de grænsetyske
kredse under armen ved en særlig erklæring”. Fra dansk side drev man
ikke kiler ind nogen steder, men havde blot værget sig imod, at den linje i
grænsespørgsmålet, som var lagt fra Berlin, skulle tilsløres og bortfortolkes
i Slesvig-Holsten. “Vi følger med nogen opmærksomhed de grænsetyske
bestræbelser for at udnytte enkeltrøster til at skaffe sig en fjer til sin
hat, som kan dulme nogen smerte. Vi tror, at Berlin vil yde den stærkeste
640