hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Ernst Schrøder var altså fræk nok til over for Auswärtiges Amt at påstå,
at han intet har med forbudet at gøre – at det var Lohse og Kracht, der
var synderne! Ernst Schrøder var personligt, bedyrede han, “mindretalsretligt
og i grænseområdet imod ethvert forbud og imod ethvert indgreb
fra politiets side hos os heroppe, fordi tingene som regel får en forkert
virkning og forstyrrer forholdet mellem naboerne”. Der skulle efter Ernst
Schrøders mening i stedet føres en “stille, oplysende kamp imod de danske
overgreb”, vel at mærke mere ved at henvise til vor styrke og størrelse
og ved at betone den tyske Volkstums kraft, end ved at “indlade os
på det evige florett-fægteri med den danske modstander”. Ernst Schrøder
ville også bede Flensburger Nachrichten om at tie fuldstændig og kun at
sige noget, “wo es gar nicht anders geht”, og da også kun efter at have
rådført sig med ham.
Ernst Schrøder sluttede sit brev til von Grundherr i Auswärtiges Amt
med at oplyse, at Gauleiter Lohse havde forlangt, at der skulle skrides
endog endnu hårdere ind over for Flensborg Avis, men at dette heldigvis
var blevet afværget. 206
Det lød jo såre smukt og fredsommeligt. Men Ernst Schrøder efterlevede
langt fra dette i praksis. Han fastholdt tvært imod initiativet – på en
næsten naivt-plump måde. Og han rettede ikke alene sine angreb direkte
mod Ernst Christiansen, men inddrog også den danske regering: Den 17.
december 1937 påstod han i Flensburger Nachrichten, at Ligaen D.D.D. kun
havde sagt, hvad flere andre danske grænsepolitikere tænkte – en påstand,
som ret beset ikke var grebet ud af luften. Ligaen var ganske vist
blevet vred over at være blevet kaldt til orden af Flensborg Avis, men der
bestod ifølge Ernst Schrøder tydelige tegn på forbindelser de to imellem:
I augustnummeret 1935 af Thyras Vold var f.eks. gengivet Ernst Christiansens
årsmødetale – “formentlig ikke mod hans vilje”, skrev Ernst Schrøder.
Pressemanden og journalisten Ernst Schrøder mente altså at kunne føre
bevis for sin påstand ved at henvise til et to-et-halvt år gammelt referat af en
begivenhed, som Thyras Vold nødvendigvis måtte bringe.
Men ikke nok med det: I samme nummer af Thyras Vold, i hvilket det
blev fastslået, at udbredelsen af flyveskrifterne syd for grænsen var Ligaens
vigtigste opgave, takkede man statsminister Stauning for at have
fritaget et legat til Ligaen på 5.000 kr. til brug for disse flyveblade for arveafgift.
Også den danske regering billigede med andre ord Ligaens virke!
Og Gudmund Schütte, der flittigt skrev i Flensborg Avis, var næstformand
i Ligaens bestyrelse. Mon Schütte nu også ville vende sig mod Ligaen,
spurgte Ernst Schrøder? Flensborg Avis fortsatte under alle omstændigheder
med at anse Gudmund Schütte for at være “en overordentlig fagmand
på Sydslesvig”, og Schütte vedblev således med at være foreningens
bindeled til Flensborg Avis. Bruddet mellem Flensborg Avis og Ligaen
D.D.D. var derfor næppe alvorligt ment, anførte Ernst Schrøder. Det var
muligt, at Ligaen nu havde ændret sine vedtægter – “typisk Flensborg
Avis! Når vedtægterne ændres, er alt i orden!” – men, dette var rent kulissespil:
“Ikke et menneske i grænseregionen tror på ændringen af ånden i
694