hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

skarp kritik af Ernst Christiansens hæmningsløse anneksionisme i Tysklands sværeste
stund, er klart. Vi er af den mening, at Schleswig-Holsteiner Bunds ofte omtalte
skrift rent faktisk fremstiller den historiske sandhed med krystalklar skarphed,
og vi forstår ikke, hvorfor man ikke fra ansvarlig side uden forbehold samtykker
heri. Men når man nu engang har afvist denne fremstilling, mener vi at måtte forlange,
at Ernst Christiansen skal dokumentere, at pjecen ikke taler sandt, når den
fastslår et tredobbelt retsbrud fra danske instansers side, og at det omtalte skrift
indeholder fornærmelser imod førende danske mænd og imod den danske stat.
Vi fraviger ikke det synspunkt, at overborgmester Dr. Ernst Kracht på træffende
måde har karakteriseret skriftet i sin tale, før redaktør Ernst Christiansen, der hidtil
har indskrænket sig til at bruge skældsord [sic!], har bevist uholdbarheden af
den historiske fremstilling i Schleswig und Versailles”. 110
Når Jens Møller insisterede på, at pjecens historiske fremstilling var korrekt,
havde det formentlig flere grunde: For det første var det fundamentalt
for det tyske mindretals politik og eksistens, at afstemningen i 1920
havde været uretfærdig og at der fra dansk side var blevet kæmpet med
uværdige midler. For det andet havde man formentlig troet, at man efter
mange års kamp endelig havde fået puttet Ernst Christiansen ned i sækken
og blot manglede at snøre til – da så folkefællerne i Berlin slap ham
ud igen. Det var næsten ikke til at bære.
Dr. Møllers andet klagepunkt drejede sig netop om Propagandaministeriets
udtalelser om grænserevisionsspørgsmålet: Ifølge danske aviser
stod der i Propagandaministeriets nipunktserklæring under punkt 8, at
der for Tyskland i hele det slesvigske område ikke var ét eneste irredentaspørgsmål,
hverken til den ene eller til den anden side. “Vi finder, at
denne formulering kan give anledning til forskellige misvisende fortolkninger,
og fastslår, at den danske presse i hvert fald har udnyttet den
imod os på det eftertrykkeligste”, hedder det i Jens Møllers skrivelse til
Gauleiteren.
Bl.a. havde ærkefjenden Vilh. la Cour i kronikker i Jyllandsposten den
29. og 30. august 1937 fastslået, at de centrale tyske rigsmyndigheder hermed
for første gang lagde afstand til den hjemmetyske løsrivelsespolitik;
at det officielle Tyskland og det officielle Danmark altså i grænsespørgsmålet
stod på samme linje, at det danske folk gjorde det samme, og at la
Cour antog, at det tyske folk, taget under ét, stod sammesteds. Der var
ifølge la Cour tilbage blot syd og nord for grænsen en skare af slesvigholstenske
og hjemmetyske hetzere, som ikke anerkendte det officielle
dansk-tyske standpunkt, men som tvært imod ved dobbeltbundede ord
om grænserevision forsøgte at ophidse folkene imod hinanden. Hvorfor
udgav SHB med Dr. Kracht i spidsen ellers “Dr. Alnors anonyme smædeskrift”?
Hvorfor lagde han og Lohse ellers ikke en dæmper på grænserevisionisterne
Ernst Schrøder, Lorenz Christensen, Harboe Kardel, P.
Larsen, Wilhelm Deichgräber, Jens Møller og konsorter? Og hvorfor strøg
Slesvigsk Parti ikke den grænserevisionsparagraf, der vidnede om statsborgerlig
illoyalitet, fra sit politiske program? Et mandigt ord fra Flensborg
eller Kiel ville efter la Cours mening helt kunne stoppe balladen ved
grænsen, men desværre tog hverken Kracht eller Lohse ordet: “Vi forven-
626