hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

har sandelig fået sine kort godt spillet, det er knagende godt gjort, han
har endog fået noget med ind i det, som slet ikke kommer sagen ved”. 109
Udtalelsen morede Kamphøvener, der selv havde været skeptisk over for
rækkevidden af Berndts udtalelser, men den tilsyneladende anerkendelse
af grænsen, som udtalelserne indebar, var helt åbenlyst et hårdt slag for
det tyske mindretal.
Hjemmetyskernes fører, Dr. Jens Møller, klagede i et otte sider langt brev
den 25. september 1937 sin nød til Gauleiter Lohse. Jens Møller fremhævede
navnlig to klagepunkter. For det første udtalelserne om pjecen
Schleswig und Versailles: De tyske forhandlingsdeltagere havde, hvis man
skulle tro referaterne i dansk presse, tilsyneladende udtalt, at såvel pjecen
som de tyske presseudtalelser, der var fremkommet i forbindelse med
dens udgivelse, “aldrig havde været forelagt de centrale myndigheder”;
det havde alt sammen været et helt “lokalt anliggende i grænseområdet”.
Der skulle ifølge danske pressereferater endvidere udtrykkeligt være blevet
erklæret, at “en diskussion som den, der var indledt ved pjecen Schleswig
und Versailles, overhovedet ikke skulle være til nogen aktuel nytte eller
have nogen som helst aktuel interesse”. Jacob Kronika havde endda i
Nationaltidende i et interview udtalt, at de tyske forhandlingsdeltagere slet
ikke havde været orienterede om årsagerne til, at Ernst Christiansen forfattede
sit “åbne brev”, og at Propagandaministeriet opfattede Ernst Christiansen
som en “dansk idealist”, der havde forsøgt at “kæmpe for sin overbevisning
med anstændige midler”.
Dette var ganske overordentlig stærk tobak for det tyske mindretal, og
som om det ikke var slemt nok, havde den danske presse offentliggjort de
ni punkter fra forhandlingerne, som man tilmed erklærede var godkendt
af Propagandaministeriet. Men, spurgte Jens Møller skarpsindigt: Hvordan
kunne man fra dansk side på den ene side påstå, at Berlin ikke kendte
noget til sagens enkeltheder og i samme åndedrag påstå, at Berlin fældede
en værdidom (“Werturteil”) over ting, nemlig Alnors pjece, som de altså
slet ikke var orienterede om! På denne baggrund måtte Jens Møller antage,
at “de ovennævnte konstateringer, der står i allerskarpeste modstrid
med vor retsopfattelse, ikke på korrekt måde gengiver ånden i det, der
rent faktisk blev sagt af de tyske forhandlere i Propagandaministeriet ved
forhandlingerne den 26. august dette år”. Det var helt elementært for Dr.
Møller.
Jens Møller fastslog, at det tyske mindretal fuldstændigt kunne tiltræde
den opfattelse, som Ernst Kracht havde givet udtryk for i sin tale den
29. maj 1937: At afstemningstidens begivenheder i pjecen var beskrevet
med krystalklar skarphed. Det var helt uforståeligt for det tyske mindretal,
at man …
“… på ansvarligt sted distancerer sig fra den omtalte pjece, og erklærer, at en diskussion
om begivenhederne i afstemningstiden ikke mere kan være af nogen som
helst aktuel nytte eller interesse. Tysk historieskrivning kan efter vor mening kun gå
ud fra de forudsætninger, der tilfredsstiller de tyske livsinteresser i det slesvigske grænseland
[fremhævet af forf.]; at der ud fra denne grundsætning måtte fremsættes en
625