hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

personlighed, var der i hans væsen og i hans blik “noget, der tyder på, at
han for sit vedkommende alligevel ikke røber alt, hvad han tænker, og at
han også er intelligent nok til at gennemføre en sådan taktik”, fandt A.J.
Poulsen – med rette. 146
Ernst Schrøders forhold til Danmark var nu mere kompliceret end som
så. På tysk side betragtede man Ernst Schrøder som en balancekunstner
i nationalitetskampen; som en mand, der ligesom hjemmetyskernes folketingsmedlem,
pastor Johs. Schmidt-Vodder, med lempelige midler ville
skaffe Tyskland sin ret i grænseområdet, hvor man ellers fra tysk side traditionelt
havde anvendt forhammeren. 147 Efter flere års intenst fjendskab
med Ernst Schrøder spurgte redaktør L.P. Christensen under en samtale i
januar 1939 med den tyske biblioteksdirektør i Flensborg H.P. Johannsen
direkte, om Ernst Schrøder mon – i betragtning af faderens vidneudsagn
mod Den blå Sangbog – kunne være “arveligt belastet”. H.P. Johannsens
svar lød: “Jeg vil hævde, at han alligevel nærer kærlighed til danskheden
og Danmark”. 148 Det er formentlig rigtigt.
Ernst Schrøders artikler og korrespondancer var dog set fra en dansk
synsvinkel langt fra lutter fred og forsoning, omend de i tonen adskilte
sig markant fra de gammelkendte, altyske frontalangreb. Allerede i 1931
var man på Flensborg Avis blevet ret sikker på, at han var en “upålidelig
og illoyal person, der misbruger, hvad han snuser sig til” 149 , og forholdet
mellem ham og den danske mindretalsavis kølnedes. Når forholdet
til Ernst Schrøder senere blev så betændt, kan det hænge sammen med, at
man engang havde betragtet ham som en ven og meningsfælle.
Lauritz Larsen, der tiltrådte som konsul i 1932, havde kun meget lidt
til overs for Ernst Schrøder, der “med den blanding af naivitet og sledsk
snuhed”, som efter Larsens mening var “et særkende” for denne, netop i
KNS havde lanceret en kampagne med det formål at udnytte den økonomiske
krise i Sønderjylland til tyske formål. 150 Ernst Schrøder, der i 1932
stod på den foreløbige højde af sin magt, forsøgte med sit korrespondancebureau
og som formand for Nordschleswigsche Zeitungs tilsynsråd op til
folketingsvalget i november 1932 at udnytte landbrugskrisen i Sønderjylland
til det yderste i en kampagne for at få flyttet grænsen mod nord. For
Flensborg Avis blev Ernst Schrøder fra begyndelsen af 1930’erne hovedmodstanderen.
Ernst Schrøder så Ernst Christiansen på helt tilsvarende
måde.
Således så presseforholdene i Nord- og Sydslesvig ud, da Hitler i 1933
kom til magten i Tyskland.
181