hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

“med særlig tak” og der blev udtrykt tilslutning og tilfredshed [“Befriedigung”]
over de retningslinjer, Ernst Christiansen havde tilkendegivet
for sin avis. I marginen på ansøgningen har overpræsident Lohse anført,
at han slet ikke har haft til hensigt ikke at anerkende Flensborg Avis’ “særlige
publicistiske stilling” [fremhævet af forf.]. 156
Det tydede på, at Flensborg Avis kunne få lov til at fortsætte sin virksomhed
som hidtil, fordi man også i det slesvig-holstenske overpræsidium
anså Flensborg Avis for at være nyttig, og fordi en indskriden over for
avisen ville vække røre i grænselandet.
Det tysksprogede bilag Der Schleswiger havde allerede i efteråret 1933
givet anledning til en lokal skandale i Slesvig by. Ved det offentlige byrådsmøde
i oktober 1933 var der blevet stillet forslag om at opkalde én af
pladserne i byen efter Hans Bernsau, en af de mest kendte nazistiske forkæmpere
i Slesvig, som kort før magtovertagelsen var blevet dræbt af en
kommunist. I den anledning holdt byrådets formand en mindetale over
den afdøde, og alle de tilstedeværende rejste sig – undtagen referenten
for Der Schleswiger, lærer ved den danske privatskole i Slesvig Arne Pedersen.
Dette fremkaldte så stærk forbitrelse, at den danske referent blev
udvist af salen. Der Schleswiger rykkede straks ud med en beklagelse af de
skete, idet man henviste til, at det var referenten ubekendt, at også journalisterne
skulle rejse sig, idet dette ikke skete ved lignende lejligheder i
Danmark. Arne Pedersen havde kun været i landsdelen i ganske få år og
var endnu ubekendt med de lokale skikke. Han havde imidlertid nu fået
pålæg om fremtidig at følge, hvad der var skik på stedet. Det er vel overflødigt
at tilføje, at “affæren” havde givet anledning til ikke ringe omtale i
den lokale nazistiske dagspresse. 157 Den viser, at man måtte være villig til
at tilpasse sig de nye forhold.
Første gang der faldt en direkte skriftlig advarsel til Der Schleswiger var
den 28. august 1935. Den faldt på baggrund af en artikel af Johannes
Oldsen. To måneder tidligere, den 27. juli 1935, havde han i friser-rubrikken
Fraschlönj skrevet en artikel med overskriften “So arbeitet der Gegner”.
Den handlede om organisation og opbygning af NS-Kulturgemeinde,
der ifølge Oldsen var en trussel mod Nordfrislands oprindelige kultur.
Advarslen var underskrevet på højeste niveau af den stedfortrædende
pressechef, ministerialråd Dr. Kurt Jahncke. Han var leder af Abteilung
deut sche Presse i Propagandaministeriet og blev den 1. april 1936 afløst
af Alfred-Ingemar Bernd, som vi siden skal stifte nærmere bekendtskab
med. Det var ikke så meget artiklens indhold, der var faldet Jahncke for
brystet, som betegnelsen “Gegner” [“modstander”] om den tyske befolkning
og navnlig om NS-Kulturgemeinde. Denne betegnelse var egnet til at
vække uro i befolkningen. Det stred derfor imod pressens fornemste opgave
i en nationalsocialistisk stat, nemlig at sørge for beroligelse [“Befriedung”]
i befolkningen og at vække gensidig forståelse. Jahncke tilføjede,
at han i nogen tid havde fundet det “påfaldende”, at Der Schleswiger “på
mere eller mindre fordækt måde” modarbejdede frisernes tyskhed i Sles-
364