hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

til Danmark må være et nej til alle de kræfter, der bryder ned og sletter
ud”. Bernhard Hansen efterlyste troskab mod danskheden og Danmark:
“Mange af vore unge har fulgt den tyske værnemagt fra sejr til sejr. De har set
Tyskland vokse til en vældig militærstat, og de har side om side med deres tyske
kammerater oplevet den sejrsforvisning, der er i den tyske ungdoms svorne ja til
Fører og fædreland, samtidig med, at solen stod lavt over Danmarks himmel, og
stærkere kræfter end vore egne blev vor skæbne. Det er en kendt sag, at venners
tal svinder ind i nødens tid”, og også i Sydslesvig havde man oplevet, at “et ja
her og et der ... vendtes til et nej. Det smerter; men også det skal vi igennem, og
lykkeligvis er der mange endnu syd for vor grænse, der føler, at Danmark er deres
hjerte værd. Danmark er ingen kæmpegrav med styrtede bautastene. Det er et
træ ved det salte hav, der, omend det ikke står fuldt så bredkronet som før, så dog
stadig står med friske, sunde grene, der vil løves, når våren atter er over vort folk;
thi der er sammenhold, der er folkelig tanke og frelsende tro i folketræets marv.
Gud kan ydmyge; men når tiden er inde, vil han løfte igen, hvis vi forbliver tro og
ikke svigter vort levende ja”.
Nazismens tiltrækningskraft svandt imidlertid med Tysklands tilbagegang.
311
I Sicherheits-Dienst spejdede man forgæves i de offentliggjorte feltpostbreve
efter tegn på, at “frontoplevelserne” skulle virke opdragende på mindretallets
krigsdeltagere i retning af at overvinde “den ensidigt hensigtsbestemte
og kun af en nationaldansk bestemte grundholdning” – nemlig
at man gjorde sin pligt af hensyn til retten til hjemstavnen – og i stedet
nyorienterede sig “i retning af en germansk fællesskabstænkning”. Men
den slags var der til SD’s beklagelse altså ikke meget af. Man var, som
det fremgik af en indberetning den 14. december 1942, også klar over, at
en sådan nyorientering blev modarbejdet af mindretalsledelsen, der så en
fare i en “ny indstilling [“Neuausrichtung”] på et storgermansk standpunkt
under indtryk af frontkammeratskabet”. Mindretalsledelsen forsøgte
endog at modarbejde en sådan ved at tilsende soldaterne Liebesgaben
og navnlig dansk læsestof. “Det danske mindretals ofre i denne krig
bliver opfattet som meget hårde i forhold til mindretallets samlede antal,
navnlig fordi der var faldet flere politisk meget aktive”, sluttede SD-manden
sin indberetning. “Deres død bruges hver eneste gang i den danske
presse på begge sider af grænsen som anledning til at henvise til den af
mindretallet udviste loyalitet og de dertil knyttede rettigheder”. 312
Det er betegnende, at de mindretalsmedlemmer, der blev nazister, som en
konsekvens heraf også konverterede til tyskheden. 313
Af Bernhard Hansens før citerede tale fremgik det tydeligt nok, at et
ja til nazismen var ensbetydende med et nej til danskheden. Den stærke
fremhævelse af de indkaldtes trofasthed mod danskheden og hjemstavnen
skulle efter alt at dømme også ved at holde høje idealer op – som
mange af de unge ganske åbenlyst også besad – fastholde dem i mindretallet.
Over for den forholdsvis beskedne del af mindretallets indkaldte,
der kunne tænkes at være tiltrukket af nazismen, tyskheden eller “stor-
953