hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

alance mellem indtægter og udgifter. Ernst Christiansen måtte overfor
Konsul Larsen afgive erklæring om, at der af bladet blev truffet sådanne
foranstaltninger, at det – “efter de menneskelige beregninger, der kan anstilles
under de foreliggende almindelige usikre økonomiske og politiske
forhold” – skulle kunne fortsættes indtil videre på et sundt grundlag. 83 De
52.000 kroner ville næppe kunne dække hele avisens valuta tab for kalenderåret
1932, men det var dog tilstrækkeligt til at sikre bladets udgivelse
året ud. 84
Det var tydeligt, at den danske regering og den danske stat slet ikke
ønskede at blive trukket ind i nogen permanent støtteordning, der muligvis
kunne få situationen i grænselandet til at eskalere, hvis tyskerne greb
til lignende metoder. Tyskerne ville i så fald tilmed få en betydelig økonomisk
fordel, idet kronedevalueringen med ét slag havde vendt op og
ned på forholdene i grænselandet.
Konsul Lauritz Larsen talte ihærdigt avisens sag i København: “Bladet
kæmper en ganske overordentlig hård kamp for at holde sig oppe”, skrev
han den 13. juni 1932 til kontorchef A.J. Poulsen. Valutadifferencen havde
helt forrykket bladets balance og dertil kom den voldsomme konkurrence
fra Jydske Tidendes side. “At man fra dansk side ikke kan lade et sådant
blad falde, til hvilket hele Danmark står i så stor historisk taknemmelighedsgæld,
og uden hvis udholdende og ofte meget brydsomme arbejde
de danske stemmetal ved afstemningen aldrig ville være blevet som de
blev, betragter jeg som givet”, skrev Lauritz Larsen, der efter kun ganske
få dage i embedet som konsul i Flensborg fuldstændig havde taget bladets
egen argumentation til sig. 85
Ernst Christiansen mødte ikke ligefrem stor økonomisk imødekommenhed
hos sine sædvanlige gamle støtter i København i sin desperate
kamp for at skaffe penge til sin avis’ overlevelse. Disse syntes at prioritere
det opdyrkende arbejde i de allersydligste egne af Sydslesvig fremfor
Flensborg Avis. Dette efterlod nogen bitterhed hos Ernst Christiansen, og
Grænseforeningens formand rektor H.P. Hansen så sig den 16. juni 1932
foranlediget til i et brev at forklare ham situationen: Grænseforeningen
havde hidtil navnlig søgt at skaffe midler til Der Schleswiger. Der Schleswiger
var jo også den sydslesvigske avis med det offensive potentiale. Grænseforeningen,
der hidtil havde måttet støtte Der Schleswiger ad omveje, havde
fra 1930 besluttet at yde den tysksprogede avis 20.000 kroner årligt.
Men på grund af andre forpligtelser – blandt andet den nye danske skole
i Slesvig – kneb det med overhovedet at yde det lovede beløb, og dette
dækkede ikke engang tilnærmelsesvis, hvad avisen reelt havde behov
for. Oven i alt dette kom så kronedevalueringen, der jo også halverede
værdien af Grænseforeningens understøttelse. Grænseforeningen havde
kort sagt ingen penge, men H.P. Hansen håbede dog optimistisk, at “noget
skal vise sig”. 86
Men det gjorde noget ikke. Kronen fortsatte med at falde. Allerede i
august 1932 forudså konsul Lauritz Larsen, at de 36.000 kroner, som udvalget
af 17. marts 1932 havde bevilget, ikke ville slå til. Det ville blive
nødvendigt at tage også de 16.000 kroner i brug, som Statsministeriet
150