hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

telse, skoleret overfor referenten eller endog overfor lederen af presseafdelingen.
I sidstnævnte tilfælde tildeltes en passende sanktion, afhængigt
af forseelsens alvor og forbryderens synderegister, spændende fra skriftlig
advarsel over spærring af telefonen for kortere eller længere tid (en
meget alvorlig sanktion for en korrespondent), opfordring til at forlade
landet og udvisning inden 48 á 72 timer, til arrestation og anklage for højforræderi,
spionage eller lignende, hvilket kunne resultere i dødsstraf eller
kz-lejr. Kronika, som var tysk statsborger, var i en langt mere udsat
position end sine udenlandske kolleger, der som regel i det højeste risikerede
udvisning.
Kronikas forhold til sin foresatte på Nationaltidende (Dagens Nyheder)
1932-1934, udenrigsredaktør Nic. Blædel, var ikke det allerbedste. Kronika,
der endnu i første halvdel af 1930’erne havde meget godt at sige om
national socialismen, havde kun ringe forståelse for Nic. Blædels antinazisme,
som han fandt skadelig for avisens og Danmarks interesser. Men
selvom man skulle formode, at Blædel så med unådige øjne på Kronikas
positive korrespondancer fra det nazistiske Tyskland, lod han ham det ikke
vide. I hvert fald har det ikke efterladt sig spor i Kronikas korrespondance
med redaktionen i København. Nic. Blædel sad ganske vist også
som udenrigsredaktør i en position, hvor han blot kunne lade Kronikas
artikler gå i papirkurven, hvis han fandt dem for positive.
Kronikas dækning af det såkaldte Röhm­Putsch i dagene omkring 1.
juli 1934 afstedkom tilmed ros fra Blædel: “De har gjort et stort, meget
dygtigt og meget samvittighedsfuldt arbejde, som vi her har været glade
over”. Det forårsagede endog et ekstrahonorar på 100 kroner. Det siger
ikke så lidt på en avis, hvis økonomi var alt andet end god. 5
Redaktionssekretærens papirkurv vedblev at være et problem, også
efter Blædels afgang i 1934. For Kronika, hvis vægt også som mindretalsrepræsentant
i forhandlinger med de tyske myndigheder var temmelig
direkte proportional med den nytte, hans artikler gjorde i Danmark,
var dette alvorligt. Den 6. august 1937 skrev Kronika således til redaktør
Aage Schoch:
“Mine artikler om Tyskland får ikke nogen god behandling fra Nationaltidendes
side. I reglen forsvinder de sporløst. Jeg er absolut ikke fornærmet af den grund;
for det meste får jeg jo i udstrakt grad ordet i danske provinsblade. Men jeg beder
Dem forstå dette: Når mine artikler som oftest glider i Nationaltidendes papirkurv,
så kan jeg vanskeligt blive ved med ved alle mulige lejligheder af særlig art at optræde
som repræsentant for Nationaltidende. Det er en given ting, at De ville støtte
min position i Tysland – som er blevet tilvejebragt med store anstrengelser – dersom
De lidt oftere kunne sætte en af mine artikler på”. 6
De positive artikler om regimet, som skulle gavne ham og give ham goodwill
i Berlin, blev i perioder kun trykt i ringe omfang, og de kritiske artikler,
der faktisk blev trykt, var skadelige for hans arbejdsbetingelser – navnlig,
hvis de tilmed fik en sensationel redaktionel opsætning. Kronikas dilemma
blev med årene stadigt tydeligere, og det hjalp ikke, at Blædel i
efteråret 1934 blev ansat på Berlingske Tidende. I forbindelse med kirkestri-
703