hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

var korrekt. Men skulle det blive nødvendigt for det danske statsministerium
at understøtte en avis i det store sydlige naboland, så var det vigtigt,
at det ikke skete alt for åbenlyst. Det kunne blive farligt. Det samme
antydede Ernst Christiansen i sin beretning: Både 1931 og 1932 havde
været mørke år, men “dog har mørket samlet sig tættere og endnu mere
ildevarslende i 1933“. Over for røster, der havde spurgt, om der i det hele
taget var nogen mening i at holde på en danskhed syd for grænsen, at
grænsen måtte være en mur, der måtte bygges højere og stærkere, og at
hvad der var af danskhed uden for muren ikke kom i betragtning, svarede
Ernst Christiansen: “Hvad nytter det at nøjes med at bygge muren
højere, når modparten allerede er indenfor muren!” Over for de tyske
krav om grænseflytning var en levende danskhed syd for grænsen en værdifuld
modvægt. Af rent og skært selvforsvar og klogskabshensyn måtte
Danmark understøtte de danske sydslesvigere. 122
Dette var et argument, som skulle holde Flensborg Avis økonomisk
oven vande igennem de næste tolv år. Da slesvig-holstenske nazister
i foråret 1933 iværksatte den såkaldte påskeblæst mod grænsen, blev det
klart for alle, at Danmark ikke havde råd til at undvære nogen – heller ikke
Flensborg Avis – i forsvaret for sin sydgrænse. Men ikke blot Flensborg
Avis var plaget af krise. Omkring 1933 var pressebilledet i Nordslesvig
ved at forandre sig dramatisk.
5.6. Pressen i nordslesvig 1933
Nordslesvig havde efter 1920 oplevet en udmarvende bladkonkurrence,
både indbyrdes mellem de “gamle” aviser og ved oprettelsen af nye aviser.
I Nordslesvig udkom der i årene mellem 1919 og 1940 aviser under i
alt 34 forskellige titler. Selvom mange af titlerne var aflæggere af andre
blade, så antyder antallet, hvor kraftig konkurrencen var. Dette er ikke
stedet til en grundig gennemgang af den nordslesvigske presses historie
efter 1920 123 , men det vil være nødvendigt af fremdrage nogle væsentlige
hovedtræk for at forstå Flensborg Avis’ stilling.
Ved Første Verdenskrigs afslutning bestod endnu de “gamle” danske,
sønderjyske aviser, Dannevirke-Modersmaalet (fra 1938 kun: Dannevirke) i
Haderslev, Hejmdal i Aabenraa, Dybbøl Posten i Sønderborg og Flensborg
Avis i Flensborg med aflæggeren Vestslesvigs Tidende i Tønder. Dannevirke
og Dybbøl Posten var i hovedsagen blade for deres lokalområder, hvorimod
Flensborg Avis og Hejmdal mere havde karakter af landsdelsaviser
for hver deres politiske standpunkt. Flensborg Avis var dengang langt den
største og mest udbredte avis i Sønderjylland.
Den allerede eksisterende konkurrence og de traditionelle politiske
uoverensstemmelser, der havde bestået imellem bladene, blev forstærket
kraftigt, da aviserne tog forskellige standpunkter i afstemningskampen:
Hejmdal med H.P. Hanssen for Aabenraa-standpunktet, der gik ind for en
grænse nord om Flensborg, Dybbøl Posten med Andreas Grau stillede sig
på Flensborg-standpunktet, der ville have i det mindste Flensborg med
til Danmark, Flensborg Avis med Ernst Christiansen stod som nævnt på
164