hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ved at røre ved denne sag over for Auswärtiges Amt. 82 Han kunne endnu
ikke vide, at Auswärtiges Amt i dette spørgsmål var helt på linje med det
danske udenrigsministerium.
Det var ikke let at vide, hvordan sagen nu ville udvikle sig. i begyndelsen
af december udbad Willy Ehlers sig hos Ernst Christiansen et yderligere
antal eksemplarer af det forsvar, han havde afsendt på den indgivne klage.
83 i mellemtiden havde det danske udenrigsministerium også overfor
Ernst Christiansen luftet ideen om at anvende gunnar gunnarsson som
mægler. Man havde brugt ikke Hans Jefsen Christensen, men derimod
amtmanden i Aabenraa, Kresten refslund thomsen, som mellemmand.
Ernst Christiansen anså dog ikke islændingen for at være egnet til hvervet.
i det hele taget syntes Ernst Christiansen ikke “at skænke sagen alt
for stor betydning”, men mente, “at den snarest vil munde ud i en mildere
misbilligelse”. 84
Ernst Christiansen tog sig altså sagen let, men han skulle inden længe
komme på andre tanker. og i den danske udenrigstjeneste var man
slet ikke så sikker på en lykkelig afslutning på sagen. Man så her med
stigende bekymring på, hvordan man fra tysk side reagerede på dansk
presses omtale af tyskland. F.eks. generalkonsul Marinus yde i Hamborg
skrev den 14. december 1936 til udenrigsministeriet i anledning af, at det
danske mindretal i forbindelse med tysk ungdoms tvangsmæssige indrullering
i Hitler-Jugend ville henvende sig direkte til Hitler med bøn om
fritagelse: Hvad ville Hitler mon svare til en sådan henvendelse, spurgte
yde? Hitler havde tidligere været velvilligt indstillet overfor Danmark og
norden, men var han det også nu, hvor hans “skrivebord dagligt tør antages
at blive fyldt med oversættelser fra danske blade, der æresskænder
ham på det groveste”. Hvordan ville mon danske statsmænd reagere i en
lignende situation? yde savnede ganske vist ikke forståelse for, at danske
socialdemokrater havde svært ved at tilgive, at dets tyske søsterparti
var blevet knust, men var der ikke snart “flydt galde nok?” For yde var
det også “naturligt”, at den danske radikale presse ikke kunne “hylde et
nazistisk tvangsregime”, men var tiden ikke inde til at forstå, at al dansk
kritik og ingen danske skældsord, “ej heller de voldsomste”, havde “ringeste
indflydelse på stemningen i tyskland”, for ingen andre end rigets
ledere læste jo de artikler. Den tyske censur forhindrede, at folket fik dem
at se. Artiklerne skadede altså ikke det nazistiske regime, men derimod
Danmark, ved at “hidse sindene op imod os i ledende kredse” og ved at
give “vore modstandere i nordslesvig våben imod os”. Det kunne ikke
undskyldes med, at man i Danmark havde pressefrihed. “Under krigen
øvede den danske statsledelse med held en mægtig, daglig indflydelse på
hele den danske presse, og det kan gøres igen, omend måske under andre
former. Jeg har så megen personlig erfaring på det her omhandlede område,
at jeg føler mig forpligtet til hernede fra at påpege, at efter mit skøn
er opgaven ikke mindre vigtig end under krigen. Dengang gjaldt det forsvaret
for vor neutralitet og vor samhandel med de krigsførende. i dag
har vi foruden vore handelsinteresser tillige spørgsmålet om grænsen at
549