hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

trykkeligt var indgået, så vil det være langt lettere at gribe ind end i tilfældet
Flensborg Avis. “Jeg beklager derfor, at jeg ikke kan forandre noget
ved den trufne afgørelse. Jeg beklager endvidere, at der ikke er blevet
taget mere hensyn til Deres mening som overpræsident ved bilæggelsen
af hele dette spørgsmål”. Men det var nu heller ikke Propagandaministeriets
ansvar at indhente overpræsident Lohses mening i denne sag, men
derimod Rigsindenrigsministeriets. Goebbels meldte altså hus forbi: “Mine
medarbejdere måtte naturligvis være af den mening, at Rigsindenrigsministeriet
ikke gav udtryk for sin opfattelse, uden at have indhentet
overpræsidentens billigelse”. Så var aben sendt videre til rigsindenrigsminister
Frick. Sluttelig ville Goebbels ikke undlade at påpege, at “danskerne
som repressalie var begyndt at forvolde den talmæssigt langt
større tyske folkegruppe i Nordslesvig vanskeligheder, og allerede havde
gennemført beslaglæggelser af tryksager”. 106 Der var tale om den førnævnte
tryksag i forbindelse med Stollig-affæren.
Hos Goebbels var der åbenlyst ikke megen forståelse at hente for de
slesvig-holstenske synspunkter. Han interesserede sig for Der Schleswigers
indflydelse på tyske læsere m.h.t. dagspolitikken, og den var der nu
sat bom for. At den herefter som månedsskrift fortsat beskæftigede sig
med mindretalsspørgsmål måtte slesvig-holstenerne lære at leve med. Men
det var nemmere sagt end gjort.
Gauleiter Lohse gav nemlig ikke op så let. Den 21. september 1937
skrev han igen til Goebbels: Han fandt den tyske imødekommen over
for danskerne “uanbragt”, fordi danskerne slet ikke forstod at tage imod
venligheden på rette måde. Det flensborgske danske mindretals svar på
Parteigenosse Berndts ønske om at opnå et loyalt samarbejde med Danmark
havde nemlig været at indkalde til et protestmøde, på hvilket man
i de “skarpeste toner” havde taget stilling til forbudet og til andre indskrænkninger.
Utaknemmelige var de, danskerne! “Det store skrigeri i
dansk og nordisk presse burde ikke have afholdt os fra i første omgang
at opretholde forbudet uindskrænket. Der er ingen tvivl om, at d’herrer
hurtigt var faldet til ro igen, og at der ikke var opstået udenrigs- eller ernæringspolitiske
problemer, idet Danmark er og forbliver glad for, at det
kan afsætte sine landbrugsprodukter til Tyskland”.
Og ikke nok med at mindretalsdanskerne var utaknemmelige; de var
også politisk upålidelige og dybest set slet ikke danske: Det var nemlig,
fortsatte Gauleiter Lohse sit brev til Goebbels, et “mærkeligt sammentræf”,
at syv personer, der netop tilsammen var blevet idømt i alt 46 års
tugthus for højforræderi p.g.a. kommunistisk Umtriebe, alle tilhørte det
danske mindretal. Og Lohse undlod da heller ikke at gøre Goebbels opmærksom
på, at Gestapo havde meddelt ham, at man ved de fleste husundersøgelser,
der blev foretaget hos folk, der var mistænkte for landsforræderisk
virksomhed, fandt dagbladet Der Schleswiger. Lederen af Gestapo
i Flensborg skønnede, at mindretallet for langt over 50 procents vedkommende
bestod af mennesker med sådanne sympatier, anførte Lohse;
der var overhovedet ingen tvivl om, at den danske politik i Sydslesvig
blev drevet ved hjælp af sådanne kredse, og at det var de ansvarlige i det
623