hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

“Vi har forstået mange og autoritative udtalelser således, at den tyske nationalsocialisme
af almindelige udenrigspolitiske og også af racemæssige grunde ønsker
et godt forhold til Danmark og det øvrige Skandinavien. Disse ønsker deles naturligvis
her i landet, og de medfører selvfølgelige pligter for den danske presse.
Men når dette er sagt, tilføjer vi, at det dansk-tyske forhold først og fremmest og
over alt andet bestemmes af Tysklands stilling til grænsen. De, der i Berlin taler
om fælles germansk race, vil forstå, at demonstrationer, som de, der forberedes i
Slesvig-Holsten og fra regeringspartiernes side, nødvendigvis må fylde Danmark
med både uro og med mistillid”.
Der skulle altså to til at holde fred – og således som Flensborg Avis gengav
den almindelige danske opfattelse, så skyldtes ufreden først og fremmest
grænsetyskernes rumlerier. Vel skulle der i det gode naboskabs navn
bygges bro til Tyskland, men fronten ved grænsen blev heller ikke glemt.
Udenrigsministeriets Pressebureau mente dog, at man ikke skulle forlange
for meget af pressen, og heller ikke “lade sig for stærkt opskræmme
af de bistre miner, som de – af forståelige grunde – meget tjenstivrige tyske
gesandter rundt om i landene finder det formålstjenligt at anlægge
overfor blade, hvis tone formodes at ville skurre i nazi-regeringens øren,
hvis den bliver bekendt dermed”. Berlin så egentlig nogenlunde roligt på,
hvad der skete i Norden. Ganske vist skældte både Hamburger Nachrichten
og Reichsbote ud over, at den danske presse ikke var tilstrækkelig ærbødig
over for den nye tyske regering, men “jeg tror dog, det er at stille
for store krav, hvis man forventer, at vi skulle ‘frisere’ den danske presse
så grundigt, at et par organer med de to nævnte organers desværre alt
for velkendte indstilling slet ikke skulle kunne finde noget at hænge deres
hatte på. Altså: Vi gør stadig vort bedste med frisørværktøjet, men vi
arbejder altså uden alt for høje febergrader”. 79 Det skal måske her tilføjes,
at frisørarbejde af den nævnte art ingenlunde kun var et dansk fænomen.
Også svensk presse havde i de første måneder efter den nazistiske
magtovertagelse ført et meget skarpt sprog imod den nye tyske regering,
og udenrigsminister Sandler havde svært ved at gøre pressen begribeligt,
at denne tone skadede landets forhold til Tyskland. 80 I Sverige greb man
sagen an på en måde, der ikke var ulig den danske, og tilsvarende i Holland
måtte man se sig underkastet et tysk pres, som man forholdt sig til
på en sammenlignelig måde. 81
Hvor stor nytte, disse udenrigsministerielle anstrengelser gjorde, når
det kom til stykket, var selvfølgelig et åbent spørgsmål. Gang på gang
gik journalist-naturen over den udenrigsministerielle optugtelse, og man
begyndte at stille sig spørgsmålet, om der skulle andre metoder i brug.
Gesandten i Berlin, Herluf Zahle, så i en indberetning den 26. august 1933
i et brev til udenrigsminister P. Munch i temmelig desillusionerede vendinger
tilbage på dansk presses dækning af begivenhederne i Tyskland
igennem det forgangne halve år. Han havde de sidste måneder næsten
dagligt henledt opmærksomheden på “unødvendige og lidet ønskelige
offentliggørelser” i den danske presse og de politiske og økonomiske følger,
de kunne få. Men lige meget havde det hjulpet: Socialdemokraten var
223