hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

side så man med åbenlys mistro på Ernst Christiansens hensigter. Også
langt ind i Venstre, der i Sønderjylland var blevet splittet i et Aabenraa-
Venstre og et Flensborg-Venstre, var der skår, der skulle klinkes, for endnu
sidst i 1920’erne havde Flensborg Avis over for dansk politik haft det
standpunkt, at man støttede de kandidater, der havde befundet sig på
Flensborg-fløjen under afstemningskampen. Men hen imod 1930 formulerede
Ernst Christiansen en ny og mere forsonlig politik, der blandt andet
kom til udtryk i forbindelse med H.P. Hanssens avis Hejmdals 50-års
jubilæum i oktober 1929.
I Danmark blev der i 1927 indledt et samarbejde mellem på den ene side
Grænseforeningen og på den anden side de øvrige store nationale foreninger,
Sønderjysk Skoleforening med Hans Jefsen Christensen i spidsen
og Sprogforeningen med H.P. Hanssen som formand. Disse havde hidtil
stillet sig kritisk over for Grænseforeningens arbejde i Sydslesvig. Til gengæld
for samlingen måtte Grænseforeningen give klart afkald på ønsket
om en grænseflytning. Det er betegnende, at det var den begyndende
jordkamp i Nordslesvig, der fik de danske organisationer til at rykke tættere
sammen i en fælles front imod hjemmetyske grænseflytterplaner. 142
Også Ernst Christiansen erklærede i 1929 udtrykkeligt, at det danske mindretal
bekendte sig som “ikke-irredentister, som loyale statsborgere”, der
tog afstand fra ethvert krav om grænserevision. 143 En lignende erklæring
var allerede blevet fremsat i Der Schleswiger den 27. august 1926, i hvilken
det hed: “I dag anerkender vi grænsen, fordi Danmark har villet den, og
fordi vi vil holde traktater”. Begrundelsen for anerkendelsen var dog tilpas
løs, for Danmark kunne jo med tiden ville noget andet – og traktater
kunne forandres.
Landbrugskrisen i Sønderjylland midt i 1920’erne med dens “Selvstyrebevægelse”
og “Lei-bevægelse”, der begge talte for en økonomisk tilknytning
til Tyskland, viste, at landsdelen nord for Skelbækken så langt
fra var sikker for Danmark endnu. Denne erkendelse fik i 1927-1928 også
socialdemokrater og radikale til at affinde sig med det danske arbejde i
Sydslesvig, og de skelnede ikke længere så skarpt imellem kulturelt arbejde,
som de hele tiden havde støttet, og politisk arbejde, som de havde
bekæmpet stærkt. Socialdemokrater og radikale anså tilstedeværelsen af
et dansk mindretal i Sydslesvig som en modvægt til det tyske mindretal
i Nordslesvig – og dermed som et vigtigt led i forsvaret for den grænse,
som de selv havde kæmpet så hårdt for otte-ti år tidligere. 144 Argumentet
om mindretallet som kontravægt blev da også dygtigt grebet af Ernst
Christiansen og anvendt til at skaffe forståelse og støtte i Danmark til arbejdet
i Sydslesvig. Den radikale Politiken konstaterede på afstemningsdagen
den 10. februar 1930 – med tilslutning på lederplads i Flensborg Avis
tre dage senere: “Splidens tid er forbi. Den voldsomme konflikt i 1920 er
nu noget forbigangent, skellene er slettet ud, og de gamle modstandere
har fundet hinanden i samarbejde om nutidens og fremtidens opgaver”.
Endda den tidligere modstander H.V. Clausen kunne nu finde venlig omtale
i Flensborg Avis 145 – til stor fortrydelse for flere af Ernst Christiansens
gamle kampfæller. 146
77