hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

og Tysklands rørelser – et eneste dansk blad i hele Danmarks presse af denne
særlige karakter er så sandt ikke for meget, et blad, som søger at være forstående
ikke alene over for sit eget folk og at opdyrke og værge dansk folkeliv, men også
at vise mest mulig forståelse for det tyske folk og at fortsætte brobygningsarbejdet.
Et sådant blad tjener i virkeligheden også det tyske folks tarv. Men at det
måtte skabes i det danske folks tjeneste, om det ikke fandtes, skulle synes klart for
tænkende mennesker”. 13
Tankerne om et sådant blad blev drøftet på et møde tirsdag den 30. januar
1934 med deltagelse af Ernst Christiansen, professor Ehlers, kontorchef
Louw, konsul Lauritz Larsen, J.C. Møller, statsminister Stauning
og tidligere statsminister Niels Neergaard. Stemningen var ikke uvillig:
Både Stauning og Neergaard erklærede, at det til et sådant blad ville være
betydeligt lettere at skaffe den fornødne støtte – og at sikre det for en
længere årrække, hvilket måtte være den absolutte forudsætning for en
omlægning. 14 Det var i hvert fald sådan, Ernst Christiansen selv opfattede
mødets forløb. Han regnede med, at et beløb svarende til ca. 115.000
rigsmark ville blive nødvendigt i første omgang. 15 Neergaard spurgte om,
hvor mange år, Ernst Christiansen mente, der i første omgang måtte tages
sigte på, hvortil han svarede: “Mindst fem!” –“Nå ja, en femårsplan hører
jo tiden til!” blev der sagt fra forskellige sider. Det blev aftalt at gøre et
forsøg på at samle partierne og få dem med til en fortrolig bevilling; statsministeren
var ikke afvisende heroverfor, men han ønskede, at de sønderjyske
foreninger fremdeles skulle danne et udvalg herom og være bidragydere
hertil. Det stod dog klart for både Neergaard og Ernst Christiansen,
at det ikke nyttede noget at gå i aktion uden Stauning. Da Stauning tidligere
havde vist aktiv interesse for sagen, ville han næppe nu synes om
at høre om en aktion uden ham, og dette kunne især virke uheldigt, hvis
en sådan aktion ikke førte til målet og der så alligevel måtte appelleres til
statsministeren. 16
Forslaget måtte drøftes i Flensborg Avis’ tilsynsråd, og Ernst Christiansen
tog straks fat på at udarbejde et overslag. Det ville nemlig være “en
sand velsignelse, om vi i steden for at fortsætte på pumperne kunne få
et fast grundlag, som efter al rimelig beregning ville standse tabene en
gang for alle og muliggøre både et mere fyldestgørende nationalt arbejde
fra bladets side og rumme udsigt til efterhånden at vinde fremad påny”,
skrev Ernst Christiansen til Hans Jefsen Christensen, i hvem han regnede
med at finde en støtte. Han foregreb de eventuelle betænkeligheder m.h.t.
vesteregnen, som Hans Jefsen Christensen måtte have. Vesteregnen ville
nemlig i givet fald formentlig blive overladt til den konservative Jydske
Tidende, der ikke nødvendigvis var venstremanden Jefsen Christensen
venligt stemt, “men vi har jo desværre allerede lidt så hårde tab også der,
at det må give en yderligere tilskyndelse i samme retning”. 17
Erfaringerne for indsamling af midler havde i det forgangne år egentlig
været gode: Fra februar 1933 til februar 1934 blev der indsamlet i alt
106.200 kroner. Bidragene til bladet havde for den nævnte periode fordelt
sig således (beløb i kroner): Sønderjysk Skoleforening (5.000), Grænseforeningen
(3.000), Sprogforeningen (3.000), Sønderjysk Fond (20.000), Tuborg
377