hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

et kulturelt tidsskrift. De betænkeligheder, man måtte have overfor et dagblad,
fordi det tjente dagspolitikken og polemikken, forstummede overfor
et månedsskrift, der rent faktisk ville kunne bidrage til den ønskede brobygning.
“Det nationalsocialistiske Tyskland – vi gentager det – er storsindet.
Det ved, at såvel tysk Volkstum hinsides de tyske grænsepæle som
dansk Volkstum indenfor vort riges grænser kan være formidlere mellem
Riget og dens nordiske nabostat. Således betyder indstillingen af udgivelsen
af et tyskskrevet dansk dagblad ikke nogen ændring i mindretalspolitikken;
den var tvært imod af Føreren uforanderligt og for evigt rettet
mod anerkendelse af ethvert ægte særegent Volkstum”.
Dermed var forbudet hævet op på et principielt plan. Det var klar tale
og i fuld overensstemmelse med NSDAP’s “uforanderlige” program og
med Propagandaministeriets pressepolitik i øvrigt – men milevidt fra den
oprindelige begrundelse for forbudet. Argumentationen lod da også forstå,
at der ikke under nogen omstændigheder kunne være tale om at lade Der
Schleswiger genopstå som dagblad. Man ville ganske enkelt ikke tillade,
at indre tyske forhold blev drøftet i et ikke-ensrettet dagblad på det tyske
sprog. Der Schleswiger havde ganske vist i dette spørgsmål efter det danske
udenrigsministeriums bedømmelse været et rent dydsmønster, men
det havde altså ikke været tilstrækkeligt.
I Flensborg Avis’ analyse af situationen den 31. august 1937 hed det
bl.a., at den “hemmelige kerne” i den grænsetyske modvilje imod Der
Schleswiger bestod af to forhold: Dels var det “frygten for en dansk opvågnen
i Sydslesvig”, og dels var det “visse grænsetyske kredses ubehag ved
omtale i et sprog, der muliggør læsning i Tyskland og på ledende steder”.
Det er sikkert rigtigt. Derimod så Ernst Christiansen de officielle rigstyske
udtalelser, herunder artiklen i Völkischer Beobachter den 28. august 1937,
som nøje afstemte til at bekræfte de danske meddelelser om sagen.
Foruden de i pressen offentliggjorte enkeltheder – Kronikas redegørelse
af 26. august 1937 og Ernst Christiansens og Kronikas fælles redegørelse
af 27. august 1937, samt Kronikas interview i Nationaltidende 28. august
1937 og endelig Propagandaministeriets brev til Flensborg Avis af 30.
august 1937 – indeholdt Kronikas referat til det danske gesandtskab af 4.
september 1937 en række notater om forskellige udsagn, som var blevet
fremsat på mødet den 27. august 1937, og som der er grund til at gengive.
Ernst Christiansen erklærede, at hvis det så også blot var hundrede
mennesker, som man nu ikke længere kunne nå med den dansk-slesvigske
dagspresse, så var denne lille kreds dog stor nok til at gøre forbudet
imod det tyskskrevne danske dagblad til en smertelig kendsgerning for
sydslesvigerne.
Berndt udtalte bl.a., at et tidsskrift Der Schleswiger ikke ville blive forhindret
i sit virke på nogen som helst måde. Der Schleswiger var af visse
kredse blevet opfattet som et “Organ der Bekenntnisfront”. Der Schleswiger
cirkulerede endvidere i statsfjendtligt sindede havnearbejderkredse i
Hamborg, og bladet var af boghandlere i hele riget blevet solgt “an gewisse
Cliquen”. 68 Dette afviste Ernst Christiansen dog: “Bladets holder-
605