hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Jacob Kronika var rystet: “Mine følelser over for det, der er sket med
bladet, skal ikke gengives på papiret. Jeg er ikke vred og jeg hader ikke –
men jeg er dybt bedrøvet over, at sådanne misforståelser og sådan hårdhed
er mulige”, skrev han til Ernst Christiansen den 4. juni 1940. Der havde
også været bud efter Kronika i de samme dage – “det er første gang”
– foranlediget af en henvendelse fra Kiel, men han havde det indtryk,
at affæren var blæst af. “Mere og mere føler jeg lede ved at have med
politik at bestille. Men så længe jeg skal, bliver jeg naturligvis ved med
at hænge i af livsens kræfter”. 52 Kronika må sigte til, at der den 29. maj
1940 var blevet foretaget en husundersøgelse. Dens leder, SS-Sturmführer
Lorenz, havde venligt forklaret den bestyrtede Kronika, at der forelå en
sigtelse for militær-spionage! Kronika blev taget med til hovedkvarteret i
Prinz-Albrecht-Straße. Hans husbestyrerinde alarmerede kollegaen Helge
Knudsen, der straks satte sig i forbindelse med Propagandaministeriet.
Propagandaministeriet ringede dernæst til Gestapo og garanterede for, at
der forelå en “kæmpe-misforståelse”. Den venlige Sturmführer Lorenz
lod Kronika gå med ordene: “De har jo mægtige beskyttere” – og tilføjede
til afsked: “Det må være et yderst farligt job, som De har – tysk rigsborger
og korrespondent fra Berlin til udenlandske blade, som ikke er pronazistiske
– jeg ville kun nødigt ...”. 53
Det er vist det, man kalder et vink med en vognstang. Det er ikke helt
umuligt, at dette forløb i virkeligheden var iscenesat af Propagandaministeriet
selv for at minde Kronika om hans forpligtelser over for Tyskland.
Det kunne måske være nødvendigt oven på den 9. april 1940. Arrestationen
kan dog også, således som han selv mente, være sket efter ønske
fra de lokale modstandere i Slesvig-Holsten, der måske på denne måde
mente at kunne sætte ham ud af spillet i de kommende forhandlinger om
Flensborg Avis’ fremtid. Hvis man kan stole på Kronikas egen senere gengivelse,
så hentydede Sturmführer Lorenz under forhøret faktisk til Lausten-sagen.
Hans arrestation kan således også være en udløber af denne
affære, uden forbindelse til de hjemlige modstandere. Men den påfaldende
venlighed, som arrestationen blev foretaget med, lugter nu af “advarsel”
– af den ene eller den anden slags. Under alle omstændigheder varslede
det ilde for mulighederne for at komme igennem med forhandlinger
på Flensborg Avis’ og Ernst Christiansens vegne. For nu var det Kronika,
der skyldte Propagandaministeriet.
Det kan være en tilfældighed, der gjorde, at man fra de tyske myndigheders
side slog ned på den rent saglige meddelelse om Laustens død og
ikke på den vurderende og dermed umiddelbart mere kontroversielle nekrolog.
Men det kan også hænge sammen med, at nekrologen var vanskeligere
at forholde sig til; den krævede, at myndighederne begyndte
at fortolke på vendinger og tyde kritik ind i Ernst Christiansens prosa.
Noget sådant havde man hidtil faktisk på intet tidspunkt gjort et seriøst
forsøg på, i hvert fald ikke fra centralt hold. Det, de tyske propagandamyndigheder
var fokuseret på, var uønskede fakta. Nekrologen indeholdt
ikke nogen fakta, end ikke noget navn. Antallet af læsere, der forstod
nekrologens indhold, var formentlig forsvindende lille og begrænset til
849