hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

dommen, der var kraften i den. Uden Kristus kan det nationale blive en afgud,
der spærrer for kristendommen, og da bliver det gode det bedstes fjende” 189
[fremhævet af forf.]. Det var sådan, Kronika så nazismen.
Kronika sagde ja til kristendommen, nazisterne derimod nej. Dette
kom tydeligt til udtryk i Kronikas anmeldelse i Flensborg Avis den 19.
april 1945 af Friedrich Murawskis bog Das Gott [sic!] om den germanske
verdensanskuelse. En ven stak ham den med ordene: “Denne bog må du
læse for at forstå de åndelige brydninger, der foregår i vor tid”. Af bogen
fremgik det ifølge Kronikas saglige redegørelse, at kristendom, jødedom
og islam var semitiske religioner, der skulle erstattes af den germanske
Weltanschauung, nationalsocialismen. Denne germanske verdensanskuelse
var bestemt af racen og blodet; kirkerne havde derimod pånødet tyskerne
en jødisk præget verdensanskuelse. Kirketro og germansk Weltanschauung
var uforenelige; kristendommen var jødedom for ikke-jøder, og det
var ganske uberettiget at betegne det nye testamente som Guds ord. For
germaneren var folket det centrale, folkefællesskabet var kraftkilden. Den
germanske Weltanschauung kunne sammenfattes i ordet “Soldatentum”,
der udtrykte den betingelsesløse beredvillighed til indsats for folket.
Tydeligere end i denne redegørelse kunne nazismen ikke stemples som
antikristelig – og dermed som den absolutte modsætning til alt det, Kronika
fandt godt og rigtigt.
Kronikas offentlige bekendelser var tydelige nok, men det er ganske givet,
at han under private former tog stærkere ord i brug: Da den unge Arild
Hvidtfeldt i september 1943 kom til Berlin som korrespondent for Social-
Demokraten, traf han Kronika, og “ikke ret mange dage efter min ankomst
trak han mig til side oppe i klubben på Leipziger Platz og aflagde et langt,
dybtfølt skriftemål om sine tidligere vildfarelser”, huskede Hvidtfeldt.
“Det handlede til dels om hans bog i romanform, Revolution, fra 1934 eller
1935, som han engang overrakte mig med dedikation og med en fornyet,
kategorisk afstandtagen fra sine fortidige anskuelser. Nu var han
overbevist, utvetydig, modstander af nazismen, hvis umenneskelige ondskab
han så i et bibelsk lys”. Hvidtfeldt tilføjede dog: “Han var ubetinget
dansksindet, men alligevel var der så meget tyskeri tilbage i ham, at
han aldrig selv ville blive klar over det. Noget af det hang måske sammen
med de øvrige sider af hans natur”. 190
Det var Kronika meget om at gøre at bekende sin kristentro. Det gjaldt
også over for gamle venner som M.P. Ejerslev, med hvem Kronika tidligere
havde diskuteret nationalsocialismen. Ejerslev var op igennem
1930’erne blevet mere og mere engageret i dansk nazisme i den Ejnar
Vaaben’ske version – d.v.s. af temmelig teoretisk karakter og stående
uden for Frits Clausens DNSAP. Kontakten mellem dem var blevet vedligeholdt,
men politisk var de to gledet længere og længere fra hinanden.
Da Ejerslev i november 1941 bad Kronika om medarbejderskab ved det
dansk-nazistiske tidsskrift Nationen, afslog han; han havde dårligt tid,
men det vigtigste var, at “kristendommen mere og mere bliver det absolut
centrale for mig”. 191 Når Kronika ikke simpelthen vendte ryggen til
903