hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Christiansens gerning i denne tid – “fremsatte den anke, at der af og til i
bladet havde været noget, man kunne kalde ‘glimt af begejstring’ for den
nazistiske bevægelse. Det var han meget betænkelig ved”. 112
S.P. Quist præciserede i et brev den 29. august 1933 til Ernst Christiansen
sin stilling: “Det er selvfølgelig ikke let for os heroppe at dømme
om den rigtige holdning”. Hejmdal kunne som dansk blad i grænselandet
ikke “tie om nazismens udskejelser i en tid, da der sættes ind med kraftig
agitation for bevægelsen netop i grænseområdet”. En sådan tavshed
gjorde skade derved, at udlandet ikke blev gjort opmærksom på problemerne.
“Jeg tror”, fortsatte Quist, at...
“...H.P. Hanssen har sine vægtige grunde til at lade Hejmdal optræde så afgørende,
som tilfældet er. Jeg ønsker det bedst mulige forhold til Tyskland, og jeg
synes, det er tåbeligt, at to lande, der kan have så meget nytte af hinanden både
kulturelt og materielt, ikke evner at bevare forståelsen. Men jeg frygter meget for
fremtiden; og selv om jeg for mit vedkommende altid vil vide at respektere andres
ret og frihed til at indrette sig, som de vil, tror jeg også, vi kan komme til
at gå for stille med dørene. Det er ganske nødvendigt, at vi danske skarpt præciserer,
at det, der finder sted i Tyskland, vil vi gøre alt for ikke at få ind over vor
grænse”. 113
J.P. Nielsens stilling på mødet betegnedes over for Per Faber af samme
meddeler som værende “i grunden meget god”. J.P. Nielsen havde, erklærede
han, selv “undgået enhver indblanding i Tysklands forhold”,
skønt nu den sidste af hans venner var anbragt i koncentrationslejr. H.P.
Hanssen udtalte, at selvom pressen ikke skulle blande sig i Tysklands
selvbestemmelsesret, så måtte den dog bringe de faktiske meddelelser
også fra emigranternes blade. “Var noget galt, kunne der bagefter komme
en rettelse”. Hertil havde Ernst Christiansen svaret, at “forstandige blade
dog altid havde for skik i nogen grad at vurdere nyhedskilderne. Når der
fremkom en efterretning om, at stabschef Röhm gjorde oprør mod Hitler,
så kunne enhver regne ud på sine fingre, at det var meget usandsynligt,
og dette burde siges med det samme, når man fandt det nødvendigt at
tage den slags ting med”.
Ernst Christiansens eksempel viser forresten tydeligt, at han ganske
enkelt ikke havde fantasi til at forestille sig, hvor galt det kunne og ville
gå i Tyskland. “Når et nordslesvigsk blad fyldte hele forsiden med tyskfjendtlige
sensationsnyheder under vældige overskrifter, så tjente dette
ikke dansk tarv” påpegede Ernst Christiansen. Det var evident for de tilstedeværende,
at han med den sidste udtalelse sigtede til Hejmdal, men
H.P. Hanssen fandt i sit lange afslutningsforedrag ikke anledning til gensvar.
114
Inden Askov-mødet kom det i løbet af september til et skarpt opgør om
Flensborg Avis’ forhold til nationalsocialismen, og Ernst Christiansen fik
lejlighed til at præcisere sit standpunkt. Anledningen var en mindre bladfejde
mellem J.P. Nielsen i Sønderborg Socialdemokrat og Franz von Jessen
i det konservative dagblad Dagens Nyheder, der som bekendt også havde
290