hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

kendelse af Flensborg Avis’ gerning, men også implicit, at der m.h.t. de to
andre blade nok var noget om snakken. Det blev kun værre i forlængelse
af rigsdagsbranden, der slap terroren løs på regimets modstandere – og
som blev dækket med forfærdelse i den udenlandske presse.
Udviklingen i Tyskland ville på godt og ondt få afgørende betydning
også for dets naboer – og ikke mindst for Danmark, skrev Ernst Christiansen
i en leder den 2. marts 1933. Men dette havde Danmark endnu ikke
forstået:
“Danske syd for grænsen undres, når de hos en del landsmænd længere nord på
møder den forestilling, at den politiske uro i verden og Tysklands kamp om en
ny livsform er dem fuldstændig uvedkommende og ikke forandrer noget i deres
tryghedsfølelse. Man giver sig ikke af med at drage nogen lære af historien
og drage sine slutninger af meldingerne trindt omkring fra, der viser, hvorledes
menneskenes verden er ude af sine fuger. Man har sin tryghed forpagtet endog
i den grad, at man ikke kan se, at den danske offentlige mening må regne med
kendsgerninger. Vel skal dansk menings- og ytringsfrihed hævdes som en kostelig
skat, men den besindige forsigtighed, som for landets egen skyld tilrådedes i
tider, der var langt mindre farlige end de nærværende, er ikke blevet overflødig
ved en ny og sær tryghed, der ikke er bedre underbygget end sicilianernes på Etnas
skrænter”.
Hvis man skal blive i Ernst Christiansens billede, så var nationalsocialisterne
at ligne med en utilregnelig vulkan, der kunne gå i udbrud, hvornår
det skulle være. Med bl.a. Alexander Bogs’ advarsler in mente om, at
nationalsocialisternes holdning til Danmark ville afhænge af den danske
presses behandling af det nye Tyskland, så var der grund til at være forsigtig
og ikke provokere vulkanen til at begynde at spy imod nord.
I Sydslesvig havde det danske mindretal taget sin konsekvens, fortsatte
Ernst Christiansen: Mindretallet viste i ord og gerning dets statslige loyalitet,
og ligesom sicilianerne ville de danske sydslesvigere “aldrig lade
kærligheden til vor fædrene jord, den uimodståelige længsel efter at
dyrke den, vil aldrig lade vor tro på menneskeslægtens bestemmelse, på
betydningen af det enkelte menneske og de enkelte folks indsats, lægge i
aske, selv under de største hjemsøgelser. I vor tro er selve livet gemt”. Det
danske mindretal i Sydslesvig ville altså i troskab mod hjemstavnen blive i
Sydslesvig og loyalt efterkomme dets statsborgerlige pligter, ligegyldigt hvor
galt det så gik i det ulmende Tyskland.
I Danmark burde man gøre noget tilsvarende – og forholde sig loyalt
til sin store nabo mod syd. Men det nyttede heller ikke noget at søge ind
i en tryg krog og trække gardinerne for vinduet. Danskerne skulle holde
“øjnene åbne og uddybe den indre styrke, som er det eneste, vi kan bygge
på”. Ernst Christiansen mente dog allerede den 4. marts 1933 at kunne
konstatere, at der i dansk og nordisk presse nu kunne spores en “tiltagende
forståelse af, at vi gennemlever en tid af så skæbnesvanger karakter
som kun meget få tidsrum i verdenshistorien”. I en sådan tid hvilede
der et særligt ansvar på pressen, ikke mindst den sønderjyske. “Den skal
være tro imod samvittighed og overbevisning og ikke lade sig skræmme.
220