hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

udenrigspolitisk forhold til Norden. Selv efter besættelsen af landet den
9. april 1940 forsøgte Tyskland at opretholde illusionen om, at de to lande
stod i venskabeligt forhold til hinanden. På grund af den særlige besættelsessituation
i Danmark, “fredsbesættelsen”, som var Hitlers egen opfindelse,
fik Auswärtiges Amt endog stærkere grunde til at fastholde et
godt forhold til Danmark og ikke sætte samarbejdspolitikken over styr:
Det var nemlig Auswärtiges Amt, der i Danmark – i modsætning til alle
andre besatte lande – havde det største ord at føre. Men kun så længe der
fandtes en dansk regering at forhandle med.
Nordslesvig var altså for lille et spørgsmål til, at Hitler gad beskæftige
sig med det. Hans planer for Norden gik i en helt anden retning, nemlig
som forbundsfæller i et Storgermansk Rige, som skulle oprettes, når
Tyskland engang havde vundet krigen. Set i dette perspektiv befandt
Norrland og Lofoten sig faktisk lige så meget i farezonen som Nordslesvig.
107 Under alle omstændigheder var det Auswärtiges Amts klare holdning,
at hverken uro om det dansk-tyske grænsespørgsmål eller alt for
åbenlys undertrykkelse af det lille danske mindretal i Sydslesvig eller
dets avis måtte belaste forholdet til Danmark.
Det var ikke slesvig-holstenernes mål – grænserevisionen – man var
uenig i i Berlin. Det var de midler, der var taget i anvendelse, og som man
mente havde virket mod hensigten. Men det blev fra foråret 1933 tydeligt,
at der bestod en alvorlig divergens mellem den “berlinske” og den
“slesvig-holstenske” linje. Det er her forresten værd at bemærke, at både
Ernst Schrøder, pastor Johs. Schmidt-Vodder og regeringspræsidenten
i Slesvig, Anthon Wallroth, udenrigspolitisk ikke kunne anerkende den
slesvig-holstenske linje, således som den blev forsøgt nyformuleret af
Wilhelm Sievers og pastor Peperkorn. I en henvendelse til Berlin truede
de angiveligt alle med at træde tilbage, med mindre der blev grebet ind
over for Sievers og Peperkorn. 108 Ernst Schrøders modsætningsforhold til
Wilhelm Sievers, som vi senere skal høre mere om, synes således cementeret
i forbindelse med Påskeblæsten. Det betød ikke, at Ernst Schrøder
stod på den “berlinske” linje, men blot, at hans “slesvig-holstenske” linje
var en anden og mere diskret, end den, som Sievers og Peperkorn stod
for.
NSDAP’s Aussenpolitisches Amt og Auswärtiges Amt var i det dansk-tyske
grænsespørgsmål helt på samme linje. Også i Auswärtiges Amt havde
man noteret sig de skarpe reaktioner i hele Skandinavien; de tyske legationer
i København, Stockholm og Helsinki meldte alle om enstemmig
nordisk opbakning bag Danmark og betoning af, at Danmarks sydgrænse
også var Skandinaviens sydgrænse. Den tyske gesandt i København, von
Richthofen, frygtede, at der kunne opstå en enig skandinavisk front, vendt
imod Tyskland, og at denne kunne finde sammen med Frankrig og England.
Denne frygt deltes i Auswärtiges Amt. I juni 1933 indberettede von
Richthofen, at Tysklands forhold til Skandinavien nu stod ved en skillevej
– nu var det enten-eller: Den slesvig-holstenske grænseagitation
måtte ifølge Richthofen ophøre med det samme. De hel- og halvofficielle
udtalelser af Rosenberg og Bogs i april 1933 havde ganske vist beroliget
238