hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

nister. Den mest nærliggende forklaring på dette fænomen er formentlig,
at både Jacob Kronika og Ernst Christiansen kendte adskillige både nationalsocialister
og kommunister personligt – og det er nu engang vanskeligt
at dæmonisere bevægelser, hvis medlemmer man kender ved personlig
omgang.
Der er allerede flere gange henvist til, at en meget stor del af det danske
mindretal bestod af småkårsfolk med til dels stærkt venstreorienterede
sympatier. Det var folk, som de måske ikke just omgikkes privat, men
som de dog alligevel kom sammen med i mange sammenhænge inden
for det danske foreningsliv, og Flensborg Avis var ikke utilbøjelig til at se
forholdsvis fordomsfrit på i hvert fald de flensborgske kommunister. For
eksempel under kommunistiske uroligheder i Flensborg i begyndelsen af
marts 1930 havde Flensborg Avis placeret en stor del af ansvaret hos politiet,
der ved sin fremfærd havde virket provokerende på mængden. 34 Der
har givetvis været medlemmer af det danske mindretal med i disse uroligheder,
i det mindste blandt medløberne og sympatisørerne, og Ernst
Christiansen har ingen grund set til at drive dem helt over i armene på
kommunisterne, således som en for voldsom fremfærd fra politiets side
kunne føre til. Det skal så siges, at avisens forståelse m.h.t. kommunisturoligheder
i Hamborg eller Berlin var en hel del mindre. Men en dansk
eller flensborgsk kommunist var – trods alt – en landsmand.
Der var derimod ikke mange nationalsocialister i det danske mindretal.
Men navnlig Kronika lærte straks i 1932 adskillige tyske nationalsocialister
at kende i Berlin, og han skelnede i hvert fald senere imellem på den
ene side ærligt troende, karakterfaste nationalsocialister, til hvem han regnede
Alexander Bogs 35 og desuden – i hvert fald efter 1936/1937 – den da detroniserede
overborgmester i Flensborg Wilh. Sievers 36 , og på den anden
side supernazistiske karrieremagere som Flensborgs nye overborgmester fra
1936, Ernst Kracht. 37 Forskellen ifølge Kronika på en idealistisk nazist og
en supernazist var tilsyneladende ærligheden og idealismen hos førstnævnte.
Det var en skelnen, som også samtiden kendte: Kronikas vurdering svarer
meget godt til den politiske anekdote om englænderen, der efter et
besøg i Det tredje Rige erklærede, at han holdt meget af tyskerne, fordi
de var intelligente, ærlige og nationalsocialistiske – men desværre aldrig mere
end to af tingene på én gang: Enten var de nemlig ærlige og nationalsocialistiske
– men så var de ikke intelligente. Eller de var intelligente og
ærlige – men så var de ikke nationalsocialister. Eller de var intelligente
og nationalsocialister – men så var de ikke ærlige. 38 Den første type var,
hvis vi skal følge Kronikas tankegang, Alexander Bogs, og den sidste type
Ernst Kracht.
Kronika, der senere i 1930’erne så på nationalsocialismen i et – helt
bogstaveligt talt – satanisk lys, var formentlig tilbøjelig til at mene, at de
idealistiske nationalsocialister i begyndelsen – i lighed med ham selv – slet
ikke havde gennemskuet nationalsocialismens iboende sande og djævelske
ondskab. Kronika så senere Hitler som en Anti-Krist. Og når nationalsocialismen
var selve Djævelens værk – en ond og ophøjet skabning, hvis formål
det var at lokke mennesket i fordærv –, så var det ikke så underligt,
268