hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

mers bekostning, på de mange tyske enkeltstaters bekostning og nu i vor tid på
de 18 tyske ‘landes’ bekostning. (...) Nord for denne linje møder vi derimod en
århundredelang, sejrrigt gennemført modstand mod enhver storrigstanke, der har
skabt en broget mangfoldighed af nordiske småstater, frie og uafhængige. Vi møder
inden for de enkelte småfolk en sej modstand mod ensretning af politisk og
åndelig art. Vi møder en sejrrig vilje til eget folkeliv og eget samfundsliv og en
instinktiv voksende uvilje mod enhver magtanvendelse over for anderledes tænkende”.
Og dette var ifølge C.P.O. Christiansen lige akkurat hovedmodsætningen
mellem nordisk ånd og romersk ånd, de to, der havde kæmpet med hinanden
om herredømmet over Tyskland og formet dets historie. Den tyske
historie havde betydet, at kun en stærk centralmagt med en mægtig embedsstand
og en mægtig hær havde kunnet skabe tryghed for de tyske
folkestammer.
“Intet ondt skal siges om den romerske ånd, der har udrettet storværker i historien.
Vi skal blot se den i dens dybe forskel fra den nordiske ånd, fra vor ånd! Vi
skal på samme tid lære af den og holde os den fra livet. Med sit altbesejrende
krav til orden og tugt – noget, vi trænger vældigt til –, med sin ubønhørlige betoning
af pligt og lydighed, med sin praktiske sans for konsekvens og sin betagende
verdensomspændende styrke har den romerske ånd i Tyskland modarbejdet den
nordiske personlighedsånd og den nordiske organiske samfundsånd, som var
stærk i oldtidens germanere og som – trods alt – altid senere har rørt sig stærkt i
det tyske folk”.
Men tysk ånd var ikke nordisk: Da Det tyske Rige i årene 1864 til 1920
prøvede at begejstre de danske nordslesvigere for Das grosse Vaterland,
“gik en jævn, dansk bondebefolkning, vakt af grundtvigske førere, i
kamp med de talmæssigt set uendeligt overlegne modstandere og holdt
dem stangen til afgørelsen i 1918. Den sønderjyske folkekamp er for os
det stærkeste udtryk for den nordiske ånd, medens den tyske skole- og
kirkepolitik og von Køllers politik er det stærkeste udtryk for den romerske
ånd”. Bismarck tvang først de tyske folk i knæ og tvang det siden til at
følge sig med begejstring; han var typen på alt det, der førte stammerne
syd for Ejderen bort fra de nordiske veje “til en kultur af magt og storhed,
af talmajestæten. Jeg har mærket denne ånd hos unge tyskere og har gang
på gang hørt dem hævde fordelene ved at høre det mægtige til som et
underordnet led, fremfor i lidenhed og foragtethed at kæmpe sig sin egen
vej fremover“. Over for Bismarck stod Grundtvig som den, der “dybest
udtrykker sjælen i den nordiske folkehistorie og dermed Nordens ånd”.
Grundtvig var gennem Chr. Flor med til at styrke sønderjyderne i deres
næsten håbløse kamp mod giganten i syd. Og det var ifølge C.P.O.
Christiansen i princippet den samme nordiske ånd, der samtidig havde
ført til kampen i Norge for landsmålet imod det danske kultursprog,
færingernes kamp for modersmålets ret i skole og kirke og islændingenes
igangværende frigørelsesproces fra Danmark. Mottoet var også her:
Hellere få og fattige med eget sprog og egen ånd, end store og rige med
fremmed sprog og fremmed ånd. Dette var måske i manges øjne tåbeligt,
ja direkte forbryderisk, men det var ifølge C.P.O. Christiansen altså netop
139