hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

“... i vor hjemstavn syd og nord for grænsen. Vi ser på den ene side et stærkt fremstød
fra danskhedens side, hvilket f.eks. viser sig i grundlæggelsen af de danske
skoler i Slesvig og Tønning og i udgivelsen af seminarielærer Claus Eskildsens
såkaldte ‘Grænselære’. På den anden side må vi fastslå en stigende modløshed
i tyske kredse i Nordslesvig, efter at Propagandaministeriets embedsmænd har
erklæret, at der ikke skulle være nogen irredenta hverken syd eller nord for grænsen.
Siden afstemningen i 1920 har vi holdt fast i det håb, at Versailles-traktatens
bestemmelser ville falde bort, og at det dermed ville være muligt for vor hjemstavn
at vende tilbage til riget. Nu erklærer man så, at grænserevisionstanken ikke
findes for os, og træffer dermed simpelthen beslutning om vor politiske skæbne.
Dette må naturligvis på det stærkeste vække foruroligelse og i uoverskuelig
fremtid true og vanskeliggøre vort politiske arbejde”.
Jens Møller bad derfor Overpræsident og Gauleiter Lohse om at videreformidle
mindretallets spørgsmål til rette vedkommende og bidrage til
deres opklaring. 111 Det var det tyske mindretals håb, at Berlin for fremtiden
ikke traf nogen beslutninger, uden først at have hørt, hvad de steder,
der var ansvarlige for die Nordmark, havde at sige. 112
Det var et direkte nødråb fra hjemmetyskernes Fører: Uden håb om en
grænserevision – og virksom støtte i Berlin til dette håb –, ville det tyske
mindretal sygne hen. Derved ville kamppladsen i Slesvig blive helt overladt
til den aggressive Ejderdanskhed, der allerede gjorde fremstød dybt
inde i tysk land. Det var altså et spørgsmål af vital betydning, ikke blot
for det tyske mindretal i Nordslesvig, men for hele Det tyske Rige. Nødråbet
bar mindelser om den facon, Den tyske Forening for det nordlige
Slesvig havde påkaldt sig Rigets støtte mod den “overmægtige danskhed”
i Nordslesvig i tiden før Første Verdenskrig.
Offentligt tog redaktør Ernst Schrøder til orde i en fem spalter lang artikel
i Flensburger Nachrichten den 25. september 1937: Wie wir es sehen. Artiklen
var helt typisk for Ernst Schrøders facon: Indledningsvis beklagede han,
at den danske presse ikke forstod at diskutere et anliggende på et sagligt
grundlag, men altid blev personlig (!); dette havde bl.a. vist sig i de danske
reaktioner på Schleswig und Versailles (!). Han erklærede, at man i grænselandet
anså den danske pressekampagne for at være en indblanding i
indre tyske forhold. Tyskland var interesseret i et loyalt samarbejde med
det danske mindretal, hvad tilladelsen til at udgive Der Schleswiger som
månedsskrift viste. Ernst Schrøder nævnte naturligvis ikke udtalelserne
i Propagandaministeriet om fraværet af irredenta både nord og syd for
grænsen med et ord.
Hvorfor havde Flensborg Avis skærpet tonen i det sidste halvandet
års tid, spurgte Ernst Schrøder, og hvorfor havde også dansk presse generelt
ført et skarpere sprog i grænsespørgsmål? Ifølge Ernst Schrøder
hang dette sammen med de politiske bestræbelser, der så tydeligt kom
til udtryk i “Eskildsens bog, i Gudmund Schüttes og la Cours arbejder, i
Lassen-Strukstrups flyveskrifter og i hr. Bücherts synspunkter”, og som
udnyttedes propagandistisk i tale og skrift, i forsamlinger og små sam-
628